Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Lille genåbningsaftale på plads

Torsdag aften var partilederne samlet for at drøfte mulighederne for genåbning. SSI har afleveret beregninger til forhandlingerne.

Torsdag eftermiddag lidt efter klokken 17 lukkede partilederne dørene bag sig for at genoptage forhandlingerne om en genåbningsaftale.

Lidt over klokken 21 kom de så ud igen med det, Sofie Carsten Nielsen (R) betegner som en lille genåbningsaftale, der allerede vil træde i kraft fra på mandag.

Den vil blandt andet omfatte et hævet forsamlingsloft udendørs til 10, flere skoleelever tilbage i skole i hovedstaden og på erhvervsskoler i hele landet og bedre muligheder for udendørs aktiviteter for alle.

Partilederne vil så samles igen mandag for at blive enige om en aftale, der rækker endnu længere frem end til 6. april, hvor de nuværende - og den nye aftale - gælder til.

»Det var det, vi kunne få presset igennem. Udgangspunktet for regeringen og støttepartierne var, at der ikke skulle åbnes mere på denne her side af påske, men det her blev presset igennem. Jeg havde håbet på at få flere tilbage i skole, jeg havde håbet på åbning af de liberale erhverv og håbet på åbning af storcentre. Hvis der havde været et flertal med støttepartierne til mere, så kunne vi stemme det igennem i epidemiudvalget når som helst,« lød kommentaren fra Venstres Jakob Ellemann-Jensen torsdag aften.

Forud for forhandlingerne havde Statens Serum Institut (SSI) afleveret beregninger på mulige scenarier for genåbning og prognoser for smitteudviklingen. De beregninger viste blandt andet, at man nu regner med en sæsoneffekt, der mindsker virussens kræfter - en effekt, man ikke tidligere har villet regne med.

Efter pressemødet gav samtlige partiledere fra blå blok udtryk for, at de havde haft haft et mål om en meget større genåbning, men havde måttet stille sig tilfredse med mindre overfor regeringen og dens støttepartiers flertal.

»Det her er bare krymmel. Regeringen har med sit flertal lavet en aftale i forvejen, der rækker til 6. april. Den kunne vi godt mærke stod ved magt, og så kunne vi måske rykke nogle hjørner. Det er selvfølgelig dejligt med 50 til udendørs idræt og ændring af udendørs forsamlingsloft fra 5 til 10 er også godt - men det er små justeringer i forhold til ønsket om liberale erhvervs genåbning,« lød det fra Kristian Thulesen Dahl (DF).

Enhedslistens Mai Villadsen havde en lidt anden udlægning af sagerne.

»Vi er villige til at sige, at når der er plads til mere, så åbnes der mere. Og nu er vi glade for, at den plads her prioriteres til børn og unge - jeg er især glad for erhvervsskoler kan genåbne,« udtalte Mai Villadsen.

Hun kom samtidig med sit svar på, hvorfor der ikke var enighed om at lade frisører og andre liberale erhverv genåbne fra mandag:

»På mandag sætter vi os ned og laver en langsigtet plan for genåbning - i forhold til de liberale erhverv så prioriterede vi i denne omgang i Enhedslisten at få børn og unge forrest i køen.«

En af de første reaktioner på genåbningsaftalen fra en part uden for Christiansborg kom fra Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen.

»Det er skuffende, at erhvervslivet ikke er med i denne genåbningsfase. Dansk Erhverv havde forventet, at for eksempel storcentre og de liberale erhverv stod for nu. De kan åbne under sundhedsmæssige forsvarlige forhold. Vi er også nødt til at tænke på samfundsøkonomien og virksomhedernes økonomi. Kulturlivet bør også tilgodeses i genåbningen. Nu venter politiske forhandlinger. Vi ser frem til en klar, konkret og langsigtet plan for, hvordan genåbningen kan ske hurtigt og forsvarligt,« lød det torsdag aften i en skriftlig kommentar fra Mikkelsen.

Statens Serum Institut er nu blevet sat til at regne på nye specifikke genåbningskombinationer, som politikerne kan bruge, når de mødes igen mandag.