Venstrefløjen nikker forstående og vender så det blinde øje til

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ingen har lukket munden på Serdal Benli. I sin nye bog ”Men tillykke til Serdal”, skrevet sammen med Ib Keld Jensen, foreslår Gladsaxes SF-borgmester at forbyde tørklæder i folkeskolen. Ikke overraskende er hans parti uenig med ham, men det er jo en del af politik.

Han er dog heldig, for kritiserer man den sociale kontrol i muslimske miljøer, når man selv har indvandrerbaggrund og er medlem af et venstrefløjsparti, bliver man sjældent smidt ud. I stedet bliver man forklaret.

At blive modsagt er at blive taget alvorligt, for den, der modsiger, svarer på det, man siger. Den, der forklarer, svarer kun på, hvorfor man siger det.

Serdal Benli har fået svar af sit parti, men i den offentlige debat er forslaget blevet til en diskussion om hans rødder. Selv siger han til Weekendavisen, at hans brune øjne gør ham umulig at angribe.

Analytikeren Helle Ib sagde til TV 2 Kosmopol, at han har »sine egne etniske rødder«, og at hun derfor ikke tvivler på, at han mener sit forslag. Til gengæld sagde hans tidligere partifælle Özlem Cekic til Weekendavisen, at strammere med minoritetsbaggrund hælder til illiberale løsninger.

Benlis baggrund er altså på én gang grunden til, at han må fremsætte forslaget, beviset for, at han mener det, og forklaringen på, at han tager fejl. Den samme baggrund giver ham lov til at tale og hans modstandere lov til at tale om ham i stedet for om forslaget.

Jeg ved ikke, hvilken af delene der er mest umyndiggørende.

Halime Oguz oplevede at blive forklaret af sit eget parti. Da hun i 2022 som SF-medlem skrev i Altinget, at »fundamentalt anderledes holdninger og værdier hos alt, alt for mange med muslimsk baggrund« var på vej ud af kontrol »nogle steder«, sagde partiets daværende politiske ordfører, Karsten Hønge: »Hvis man har Halimes baggrund, er social kontrol og integrationsproblemer det mest fremtrædende. Hvis jeg taler med en førtidspensionist, vil han nok pege på sociale problemer som de største.«

Hønge roste hende dog for at give partiet »et spark over skinnebenet med sine stilethæle«. Man hører sjældent en politisk ordfører kommentere en mandlig kollegas fodtøj.

Hønge hørte ifølge Altinget til Oguz’ støtter, men det hindrede ham ikke i at gøre hendes analyse af et problem til noget, hun havde med hjemmefra. Oguz voksede op i Vollsmose, blev som 17-årig gift mod sin vilje og brød ud af ægteskabet, og den opvækst er grunden til, at hun ved, hvad hun taler om.

Men opvæksten afgør ikke, om hun har ret, og når hendes synspunkter først er blevet resultatet af hendes baggrund alene, behøver ingen at svare på dem, for nogens baggrund kan man nøjes med at nikke forstående til. Velmenende sjæle gør både Oguz og Benli til nogle, der ikke kan gøre for, hvad de mener, og forståelse kan man dårligt protestere imod.

Man kunne kalde det hykleri, når et parti, der vil befri piger fra social kontrol, bortforklarer den kvinde, der fortæller om kontrollen. Men hykleri kræver, at man forstår, hvad man gør, og jeg tror faktisk ikke, at SF forstår det.

Kognitiv dissonans er ubehaget ved at tro på to ting, der hver for sig kan være sande, men trækker i hver sin retning, når man tvinges til at vælge, og det er den dissonans, SF og mange andre på venstrefløjen lider af.

Her er det ikke uhørt, at piger skal leve fri for social kontrol, og at muslimer er en udsat minoritet, som får rigeligt med kritik, og de to overbevisninger kan leve side om side, lige til en kvinde eller mand med indvandrerbaggrund fra ens eget parti siger, hvem der kontrollerer pigerne.

Så må en af overbevisningerne vige, eller også må partifællerne forklares, og det sidste er lettere end at erkende, at her har vi et altoverskyggende problem.

Dissonansen er sværere at komme til livs end hykleriet. En hykler kan afsløres, mens et parti, der mener begge dele, ikke har noget at indrømme. Så bliver de med minoritetsbaggrund, der har analyseret sig frem til et problem, selv problemet.

I 2023 fik Oguz partiets ligestillingspris af formanden, Pia Olsen Dyhr. Det, der holder forestillingen om muslimer som den udsatte minoritet fast, kaldte Oguz »en berøringsangst«, da hun fik prisen.

Enhedslistens strategichef, Jakob Lindell Ruggaard, gav grunden til berøringsangsten, da han i starten af november skrev i Altinget, at mange vil være »påpasselige med at kritisere muslimske stemmer i det hele taget«, fordi tonen mod muslimer er blevet rabiat.

Han opfordrede selv venstrefløjen til at sige fra over for ekstreme holdninger, også når de kommer fra muslimer, men forstod impulsen til at holde igen.

SF har flyttet sig de sidste par år, og det sagde Oguz selv, da hun i april meldte sig ud efter 17 år. I Benlis bog siger Pia Olsen Dyhr ifølge Weekendavisen, at han har fået hende til at forstå, at »man i godhedens navn kan ende med at begå diskrimination«.

SF’s politiske ordfører, Sigurd Agersnap, tog skarpt afstand fra social kontrol, men oplyste, at partiet »for nuværende ikke går ind for et tørklædeforbud«.

Det er en pæn måde at sige tak, men nej tak på. Benli har altså både fået sine holdninger forklaret i debatten og et foreløbigt nej fra sit parti, mens Oguz blev forklaret og fik en pris.

Pia Olsen Dyhr var »oprigtig ked af«, at Oguz gik. Det tror jeg gerne. Ingen smed hende ud, og ingen havde heller brug for at gøre det.

I august meldte Oguz sig ind i Socialdemokratiet og skrev på Facebook: »Jeg er muslim, venstreorienteret og har kurdisk baggrund.« Derfor ved hun, fortalte hun, at frihed og ligestilling ikke er en selvfølge, og det ved hun bedre end de fleste. Benli har sine brune øjne, og han ved, at man skal sige, hvor man kommer fra, hvis nogen skal høre, hvad man mener.

Derefter må de finde sig i at få deres analyser forklaret og undervurderet af de velmenende sjæle, mens kritikere med indvandrerbaggrund blandt andre indvandrere ofte bliver set som forrædere.