Fortsæt til indhold
Politik

Foråret kan dæmpe risikoen ved yderligere genåbning markant

Varmere vejr kan reducere genåbningens effekt på smittetal og indlæggelser markant, viser nyt notat. Men usikkerheden om den såkaldte sæsoneffekt er stor.

Når politikerne i disse timer og dage drøfter planen for yderligere genåbning af samfundet, skal de forholde sig til særligt ét spørgsmål:

I hvor høj grad tror de på, at forårets varmere vejr vil bidrage til at holde covid-19-smitten nede.

»Sæsoneffekten har afgørende betydning for prognoserne for udviklingen i smittetal, nyindlæggelser og indlagte,« lyder en af konklusionerne i et nyt notat fra den såkaldte ”Ekspertgruppe for matematisk modellering af covid-19”, der er ledet af Statens Serum Institut, SSI.

Jyllands-Posten er i besiddelse af notatet, der viser prognoser for, hvad en genåbning af f.eks. frisører, indkøbscentre eller de ældste klasser i folkeskolen vil betyde.

Ekspertgruppen har som noget nyt forsøgt at beregne effekten af forårets komme ved at skele til Sverige, der i en periode frem mod sommeren 2020 ikke indførte nye restriktioner. Dermed forsøger de at isolere effekten af det varmere vejr på smitten. Og den er markant.

»Ud fra modellen er det estimeret, at sæsoneffekten gradvist reducerer smittespredningen og kan udgøre op til en 30% reduktion i smittespredning i midten af maj i forhold til medio marts, givet at temperaturudviklingen i Danmark følger klimanormalen«, står der i notatet.

Effekten er dog også usikker.

Forskerne har regnet på tre scenarier, der i forskellig grad medtager den vurderede sæsoneffekt. Konkret ved at indregne en sæsoneffekt på hhv. 50, 75 og 100 procent.

Hvis sæsoneffekten slår igennem med halv kraft, så ventes der 75 nyindlæggelser dagligt 1. maj uden yderligere genåbning. Slår sæsoneffekten igennem med fuld kraft vil tallet være 40.

I de moderate scenarie estimerer modellen, at der vil være 55 daglige nyindlæggelser d. 1. maj.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har SSI ved den tekniske gennemgang for partilederne netop anbefalet, »at beslutninger i de kommende forhandlinger baserer sig på en antagelse om en sæsoneffekt på 75 pct.«

I den model SSI anbefaler vil f.eks. en åbning af liberale erhverv såsom frisører øge antallet af forventede indlagte fra 55 til 59 personer.

SSI har regnet på 11 forskellige genåbninger. F.eks. en åbning af frisørerne og resten af de liberale erhverv, eller at alle 5.-8. klasser kommer tilbage i skole alle dage.

Det giver forskellige prognoser for antallet af smittede og indlagte.

SSI understreger dog, at de enkelte beregninger ikke kan lægges sammen på simpel vis.

Det ventes at blive drøftet i de forestående forhandlinger i Statsministeriet, hvilke åbningskombinationer som eksperterne nu skal regne på.