Søren Pape Poulsen vil diskutere prisen på coronabekæmpelse
Den konservative partiformand mener, det er tid til at diskutere prisen på coronabekæmpelsen.
Skal Danmark bruge op mod 100 mia. kr. på at teste for coronavirus, eller er der andre måder, pengene skal bruges på?
Det spørger De Konservaties leder, Søren Pape Poulsen, om i et Facebook-opslag søndag aften.
Partilederen skriver, at han har svært ved at se logikken i at bruge så mange penge på at teste alle danskere to gange om ugen, og at det skulle fortsætte efter, at mange af de mest udsatte borgere i landet er blevet vaccineret mod coronavirus.
»Regeringens nye teststrategi løber op i 100 milliarder kroner. 100 (!) milliarder kroner. Tænk lige over, hvor mange menneskeliv de milliarder kunne redde, hvis vi investerede dem i kræftbehandling, sikrere veje, forebyggelse af kroniske sygdomme eller noget helt femte,« skriver Søren Pape Poulsen i sit opslag.
Han pointerer, at han selvfølgelig mener, at der skal testes, men han mener, at det kan gøres på en måde, som ikke koster 100 mia. kr.
De 100 mia. kr. er et estimat over, hvad testprogrammet ville koste over et helt år. Vurderingen er foretaget af professor og sundhedsøkonom ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) Jakob Kjellberg.
»Er det virkelig nødvendigt at teste ALLE to gange om ugen, selvom man bor i en kommune uden smittede?« spørger Søren Pape Poulsen i sin opdatering og beder regeringen lægge beregninger frem, der viser, hvad man vinder ved den massive teststrategi i stedet for at bruge penge på f.eks. kræftbehandling.
Statsminister Metter Frederiksen præsenterede i sidste weekend tankerne om, at en genåbning af det danske samfund hang sammen med en stor oprustning på testområdet.
Hun ville have, at alle danskere blev testet en til to gange om ugen og så det som et vilkår for yderligere åbninger af samfundet.
På et pressemøde i onsdags oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke, at regeringen havde haft møder med Danske Regioner og KL om teststrategien.
»Vi har haft et møde med Kommunernes Landsforening og regionerne om, hvordan vi gør hele testsetuppet klar til det, der bliver næste fase af genåbningen. Det er en samfundskontrakt, hvor vi kræver af de brancher og landsdele, der kan åbnes, at der skal være test to gange om ugen,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke.
Statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke meldte begge søndag på Facebook, at der i dag kommer information om, hvordan næste fase af genåbningen kommer til at foregå.
Flere af regeringens ministre mødes her til formiddag med landets borgmestre for at fortælle om genåbning af skolerne og teststrategi.
Klokken 12 får regeringen indsatsgruppens indstilling til, hvordan restriktionerne skal videreføres eller lempes. Folketingets partier modtager samtidig beregninger fra Ekspertgruppen for matematisk modellering.