Fortsæt til indhold
Politik

Trods paradigmeskiftet får færre flygtninge frataget opholdstilladelsen

Dansk Folkeparti solgte paradigmeskiftet som en historisk sejr, men to år efter og med afsæt i de reelle tal kalder kritikere aftalen for »oversolgt«.

Søndag er det præcist to år siden, at paradigmeskiftet i udlændingepolitikken blev vedtaget af den daværende VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Den mest markante stramning var, at myndighederne lettere kunne tage opholdstilladelsen fra flygtninge. Paradigmeskiftet ville af den grund få »en mærkbar effekt« på antallet af inddragede opholdstilladelser, lovede aftaleteksten.

Men nu viser tal, som Jyllands-Posten har fået oplyst af Udlændingestyrelsen, at effekten er stik modsat intentionerne. Antallet af flygtninge, der mister opholdstilladelsen, er faldet i de seneste år.

I 2018 mistede 455 flygtninge deres opholdsgrundlag i Danmark. Efter paradigmeskiftet faldt tallet til 238 i 2019. Sidste år var tallet 245.

»Det ligger i forlængelse af de lappeløsninger i udlændingepolitikken, der har været gennemført i årtier. Man skal ikke slå noget for stort op, der ikke kan bære det. Det kan paradigmeskiftet åbenlyst ikke.«
Pernille Vermund, formand i Nye Borgerlige

Peter Starup, lektor i udlændingeret på Syddansk Universitet, mener, at paradigmeskiftet blev »oversolgt«.

»Det er kun i teorien, at det er nemmere at inddrage opholdstilladelser. Eksempelvis hvis der bliver fred i Syrien, eller hvis et land som Iran fra den ene dag til den anden bliver en demokratisk retsstat med fred og fordragelighed,« siger han.

DF giver regeringen skylden for den manglende effekt.

Paradigmeskiftet »havde potentialet til at blive den nye, store ændring af udlændingepolitikken. Men i den virkelige verden er det afhængigt af, at regeringen i dagligdagen fører det ud i livet,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl og anklager regeringen for ikke at inddrage nok opholdstilladelser.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye afviser kritikken. Han mener i stedet, at paradigmeskiftet »blev oversolgt helt vildt«.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der ikke var i Folketinget for to år siden, er enig med ministeren.

»Det ligger i forlængelse af de lappeløsninger i udlændingepolitikken, der har været gennemført i årtier. Man skal ikke slå noget stort op, der ikke kan bære det. Det kan paradigmeskiftet åbenlyst ikke,« siger hun.