Fortsæt til indhold
Politik

En halv milliard skal sikre nye cykelstier i hele landet

20 cykelprojekter har fået millioner til flere cykelstier. Vigtigt for at fremme cyklisme, mener minister.

/ritzau/

Det skal være mere attraktivt at springe på cyklen frem for at tage bilen på arbejde eller til indkøb.

Derfor har regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale besluttet at investere 370 millioner kroner i 20 nye cykelprojekter langs statens veje.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) håber, at de forbedrede cykelstier vil betyde, at danskere - også uden for de store byer - vil bruge cyklen i hverdagen.

- Det er vores mål, at vi skal have flere danskere til at cykle. Både i by og på land. Derfor er det også vigtigt, at vi investerer begge steder, siger Engelbrecht.

- Derfor er det godt, vi nu sætter penge af til cykelstier langs statsvejene, så vi kan gøre det trygt og sikkert at tage cyklen på landet og måske gå fra, at ingen cykler, til at flere cykler, siger han.

Yderligere 150 millioner skal gå til at medfinansiere cykelprojekter ved kommunale veje. Hvilke projekter der skal have penge, er dog ikke fastlagt endnu.

De 20 projekter langs statsvejene, der får penge, er fordelt over det meste af landet.

Eksempelvis har en cykelsti fra Mejlby til Hald ved Randers fået 43 millioner kroner, mens en cykelsti langs Oddenvej på Sjællands Odde ved Odsherred har fået 17 millioner kroner.

De nye cykelstier er valgt ud fra en liste, som Vejdirektoratet har udarbejdet, over relevante cykelprojekter.

Her er der blevet set på, hvor der er mest brug for cykelstier, og hvilke projekter der har en klar plan og kan igangsættes hurtigt, fortæller Engelbrecht.

Ifølge Jens Peter Hansen, landsformand i Cyklistforbundet, er det på tide, at der investeres i flere cykelstier langs statens veje.

- Nogle af de projekter, der får penge, er projekter, hvor borgere har kæmpet for at få en cykelsti i rigtig mange år. Måske i 30-40 år.

- Så det er utrolig glædeligt, at der nu bliver investeret i flere cykelstier langs statsvejene, så færre borgere skal risikere liv og lemmer, hvis de vil tage cyklen, siger han.

Transportministeren understreger også, at for regeringen er det her blot begyndelsen på at investere i cyklisme i Danmark.

- Vi anerkender, at der fortsat er steder, hvor der er behov for at investere mere. De her 20 projekter var så langt, de afsatte penge kunne række.

- Men det er noget, vi vil have fokus på i fremtiden, siger han.

Kommunerne kan søge penge til medfinansiering af kommunale cykelprojekter fra puljen på 150 millioner kroner fra efteråret.

Artiklens emner
Trafik