Partier kræver minksag undersøgt
Flere partier er kritiske over for regeringens beslutning.
Flere partier kræver nu yderligere undersøgelser af regeringens ordre om, at alle mink i Danmark skal slås ned for at bremse coronamutationen cluster 5.
Tirsdag morgen erkendte fødevareminister Mogens Jensen på TV2 News, at han ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel, da regeringen onsdag den 4. november fremsatte ordren om aflivning af samtlige mink. Ministeren tog ansvaret for fejlen og beklagede, at han og hans ministerium havde fejlet.
Nu vil De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, have sagen undersøgt.
»Lov er lov, og lov skal holdes. Derfor skal det selvfølgelig undersøges grundigt, hvad der er op og ned i sagen om lovhjemmel til at aflive mink, og konsekvens drages derefter. Uanset behovet for handling hurtigt,« skriver hun på Twitter.
SF’s Carl Valentin skriver på Twitter, at partiet også vil have sagen undersøgt.
»SF vil have en uvildig undersøgelse af forløbet om regeringens meldinger om masseaflivninger. Det er uprofessionelt, at lovgrundlaget ikke var i orden. Det sagt er jeg rystet over, at de borgerlige blokerer for hastelov. De gambler med en global sundhedskatastrofe,« skriver han, der bl.a. er ordfører for fødevarer og dyrevelfærd.
Også Dansk Folkepartis erhvervs- og transportordfører Hans Kristian Skibby er på banen.
Han fortæller, at DF vil indkalde Mogens Jensen til en hasteforespørgsel med temaet:
»Har vi virkelig en situation, hvor regeringen bevidst har givet en række ordrer og påbud, til trods for at den vidste, det var ulovligt?«
Skibby linker til Dansk Folkepartis medie ditoverblik.dk, hvor ordlyden af indkaldelsen ligger:
»Vil regeringen redegøre for beslutningsprocessen for den landsdækkende aflivning af mink, herunder den manglende lovhjemmel, samt redegøre for regeringens inddragelse af internationale erfaringer og eksperter samt for, om det i lyset af de videoklip, der florerer på nettet, er dyreetisk forsvarligt, at Fødevarestyrelsen fortsætter med at aflive mink?«
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, medgiver, at det er »utjekket« af regeringen ikke at have lovgivningen på plads, før beslutningen om aflivning blev truffet.
Fra De Konservatives Rasmus Jarlov og DF’s Pia Kjærsgaard er meldingen til Mogens Jensen hård.
»Skandale!! Og så beder man om forståelse ! Tilgivelse! Må jeg bede om mine himmelblå! Farvel minister. Jeg håber inderligt, oppositionen kan stå sammen om dette og forlange en undersøgelse. Kan støttepartierne acceptere dette?« lyder det fra Pia Kjærsgaard.
Rasmus Jarlovs ord er i samme retning:
»Vil Mogens Jensen virkelig have nogen til at tro på, at han ikke vidste, at loven ikke tillod, at han beordrede alle dyr slået ned, når han søndag skrev et brev til Folketinget, hvor han netop bad om en hastebehandling for at få ændret loven, så det blev muligt?«, skriver han, inden han slutter af med en opfording:
»Træd tilbage.«