Fortsæt til indhold
Politik

Dansk Folkeparti er nu helt uden repræsentation i Frederikshavn Byråd

Byrådsmedlem i Frederikshavn forlader Dansk Folkeparti i protest.

Problemerne fortsætter for Dansk Folkeparti. På landsplan har partiet mistet mere end hvert tiende byrådsmedlem siden kommunalvalget i 2017. Og flugten fortsætter tilsyneladende.

I Frederikshavn havde partiet fra 2014 til 2017 fire mandater, der blev reduceret til to ved seneste kommunalvalg. Tidligere på året mistede Dansk Folkeparti yderligere to medlemmer i Frederikshavn Byråd, da Kasper Lau forlod byrådet, og 1. suppleant Lars Oldager skiftede til Socialdemokratiet. Og nu er partiet pludselig helt helt uden repræsentation i byrådet, efter at Flemming Rasmussen har smækket med døren.

Ifølge Kanal Frederikshavn var det partiets beslutning om at gå fra sideordnet opstilling til partiliste, der gjorde udslaget. På et opstillingsmøde i torsdags blev Thomas Hjort valgt som ny spidskandidat til kommunalvalget i 2021. Flemming Rasmussen blev nummer fire. Med beslutningen om at opstille på partiliste tilfalder partistemmer den kandidat, der står øverst på listen.

»Det hører jo kommunismen til. Det vil jeg simpelthen ikke være med til, så allerede torsdag aften besluttede jeg at melde mig ud af partiet. Det blev ikke til meget søvn den nat,« siger Flemming Rasmussen til Kanal Frederikshavn.

Flemming Rasmussens suppleant Carsten Sørensen træder ifølge nordjyske.dk også ud af Dansk Folkeparti. De to har begge tidligere været lokalformænd for Dansk Folkeparti.

»Jeg føler mig dårligt behandlet, og bestyrelsen vil åbenbart satse på nogle nye folk. Jeg er uønsket, og derfor forlader jeg Dansk Folkeparti,« siger Flemming Rasmussen til nordjyske.dk. Han siger til Kanal Frederikshavn, at han endnu ikke ved, om han vil melde sig ind i et andet parti eller måske lave en lokalliste.