Sexchikanesag: Viceborgmester overvejer injuriesag - ekskolleger står fast
En strid om mulig sexchikane har ramt Morsø Kommune med forsinket effekt. Viceborgmester nægter skyld, men ekskollegaer holder fast.
Siden Nordjyske søndag omtalte sagen første gang, er en strid om mulig sexchikane i morsøsk lokalpolitik taget til - det selvom sagen i første omgang blev afsluttet for et år siden.
Dengang meldte viceborgmester Viggo Vangsgaard sig efter 26 år ud af Socialdemokratiet - sidenhen meldte han sig ind i SF.
Ved udmeldelsen oplyste han, at »uenigheder og fnidder og fnadder i gruppen i en længere periode« var årsagen. Den virkelige historie er dog ifølge hans gamle partikolleger en anden, viser det sig nu i Nordjyskes dækning, som også er fulgt op af blandt andre TV Midtvest.
Fra S-lokalforeningen lyder den hidtil hemmligholdte forklaring nemlig, at Viggo Vangsgaard blev tvunget ud, fordi han i en længere periode havde sexchikaneret partifælle og byrådskollega Pia Storm.
Pia Storm fortæller medierne om krænkende bemærkninger - eksempelvis skulle han have spurgt, om han skulle tage hende bagfra.
Viggo Vangsgaard afviser beskyldningerne. Han kan ikke genkende sagen, som den bliver fremlagt.
»Nej, det kan jeg ikke, og det har jeg også meddelt Pia Storms partiformand, da han kom med beskyldningerne. Pia har ikke ønsket at mødes med mig på noget tidspunkt. Jeg gav hende en fuld undskyldning, selv om jeg ikke genkender noget af det - men hvis hun har følt sig truffet eller chikaneret på nogen måde, skulle hun selvfølgelig have en undskyldning,« kommenterer han til TV Midtvest, som han også har fortalt, at han overvejer at indlede en injuriesag.
Både Pia Storm og hendes lokalformand Svend Erik Jørgensen holder dog fast i, at Vangsgaard har krænket.
Omvendt har Viggo Vangsgaard også fuld opbakning fra sin nye lokalformand i SF, Thorkil Olesen, mens hans partis landsorganisation overfor Politiken siger, at sagen skal afklares lokalt.