Fortsæt til indhold
Politik

"Vikaren fra himlen" er under beskydning fra egne rækker

To tidligere folketingskandidater fra Kristendemokraterne vil tage kampen op mod formand Isabella Arendt.

Der er splid hos Kristendemokraterne, hvor to tidligere folketingskandidater nu retter sigtekornet mod Isabella Arendts formandskab.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

De to tidligere folketingskandidater, Gert Broxgaard og Anne Grønlund, er utilfredse med med manglende informationer om Kristendemokraternes landsmøde, der i denne weekend udspiller sig i Middelfart.

De mener ikke, at det tilstrækkeligt har været meldt ud, hvordan man deltager som delegeret, eller hvordan man stiller op til hovedbestyrelsen, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern på baggrund af en pressemeddelelse.

Sammen med en tredje tidligere folketingskandidat Kim Slott kræver Gert Broxgaard og Anne Grønlund ikke bare, at søndagens formands- og hovedbestyrelsesvalg bliver erklæret ugyldigt, men at hele landsmødet bliver det.

Foruden kritikken om manglende informationer omkring mødet retter den ene af de tidligere kandidater også kritik direkte mod formand Isabella Arendt.

»Der er ingen åbenhed. Der er totalt lukkethed og manglende lydhørhed for dialog. Hun er enerådig. Det her parti bliver ledet mere som et firma end et parti. Den eneste måde, vi kan få en demokratisk stemme i partiet, er ved at stille op som landsformandskandidater,« siger Anna Grønland, der er tidligere medie- og presseansvarlig for partiet til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Anne Grønlund forklarer, at både hende selv og Gert Broxgaard vil stille op til formandsposten til næste landsmøde for at få taletid.

Isabella Arendt udtrykker over for Dagbladet Ringkøbing-Skjern en uforståenhed over for kritikken.

»Der er simpelthen ikke bund i det, de kommer ud med. Alle medlemmer blev i februar inviteret til landsmødet i år. Så de er inviterede,« siger hun til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Isabella Arendt fik tilnavnet ”vikaren fra himlen”, efter hun under folketingsvalget i 2019 overtog roret i Kristendemokraterne efter at den tidligere formand, Stig Grenov, trak sig.

Ved valget i juni 2019 fik partiet 1,7 procent af stemmerne. I Vestjylland var kandidaten Kristian Andersen blot 194 stemmer fra at få et kredsmandat.

Kristendemokraterne har ikke været i Folketinget siden 2005, men er igen opstillingsberettiget ved næste valg.