Arne Juhl glæder sig over ny aftale om tidligere pension
Bryggeriarbejderen, der blev landskendt som ansigtet på regeringens pensionsudspil, bifalder den aftale, der blev indgået i nat.
Bryggeriarbejderen Arne Juhl bærer rundt på et ansigt, som rigtig mange danskere i dag vil kunne genkende. Æren for det kan han tilskrive Mette Frederiksen og det socialdemokratiske kommunikationsapparat, der siden præsentationen af deres udspil til tidligere tilbagetrækning med jævne mellemrum har klasket Arnes ansigt op på plakater i bybilledet og i annoncer.
I nat kom så kulminationen på den mange måneder lange kampagne, han er blevet ansigtet på - ja, faktisk er han så tæt forbundet med regeringens politiske slagnummer, at pensionsordningen ikke sjældent er blevet omtalt som 'Arne-modellen'.
Regeringen har sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti indgået en politisk aftale, der betyder, at folk, der som minimum er fyldt 61 og har arbejdet i 41 år eller mere, fra den 1. januar 2022 kan få ret til at gå tidligere på pension.
Arne Juhl siger i dag til TV 2, at han kommer til at benytte sig af ordningen.
»Den 21. januar 2024 bliver jeg 64 år, og der vil jeg kunne trække mig tilbage tre år før tid. Så det er helt klart en mulighed, jeg vil benytte mig af,« siger Arne Juhl til TV 2.
Han er imidlertid kritisk overfor, at dele af finansieringen kan komme til at ramme almindelige mennesker, fordi bankerne skal betale omkring 1,2 milliarder kroner af gildet, som kan få bankerne til at hente deres tab hos kunderne.
Som aftalen er endt, kommer den potentielt til at sende flere mennesker, end regeringen selv lagde op til, på tidlig pension. Det skyldes to elementer i aftalen:
For det første er det besluttet i aftalekredsen, at SU-berettiget praktik under uddannelse skal tælle med, når regnestykket skal gøres op, når en person fylder 61 år. Dermed kommer dele af f.eks. sygeplejerskers, pædagogers og sosu-assistenters uddannelsesforløb til at tælle som tid i arbejde.
Derudover udvides den nuværende seniorpensionsordning. Hidtil har den kunnet give personer med arbejdsevne på 15 timer eller mindre om ugen ret til at gå tidligere på pension. Det loft hæves til 18 timer eller mindre, hvorfor flere vil kunne komme i betragtning til at kunne gå ad dén vej til et tidligere otium.