Statsministerens »vilde idé« vækker glæde i syv kommuner
Alle borgmestre i syv forsøgskommuner ser frem til fire år uden snærende bånd og rigide regler.
Forventningens glæde er ofte den største. På Langeland er man i ældresektoren således allerede begyndt at glæde sig til de næste fire år, hvor kommunen bliver gjort fri af regler og bureaukrati som led i regeringens forsøg i syv udvalgte kommuner.
I sin åbningstale lancerede statsminister Mette Frederiksen tirsdag et forslag om at give syv danske kommuner »fuldstændig frihed« på tre forudbestemte velfærdsområder: folkeskole, dagtilbud og ældre. Mette Frederiksen omtalte det selv som en »vild idé«.
Ifølge Fyns Amts Avis øjner flere ansatte i Langeland Kommunes ældrepleje mange nye muligheder for både borgere og ansatte som følge af forsøget.
De taler således begejstret om muligheden for at kunne give de ældre et ekstra bad og om at få tid til en kop kaffe, der kan vise sig som vigtigt, idet tid til borgeren nogle gange kan forhindre en indlæggelse, som en medarbejder forklarer.
Også fra formanden for FOA Sydfyn, der organiserer flere af de ansatte i ældreplejen, lyder der forventningsfulde toner ved tanken om, at der kan blive blødt op på reglerne:
»Det vil betyde, at der bliver mere ansigt-til-ansigt-tid med den ældre, og det er til gavn for alle. Man vil blive bedre til at observere de små ændringer i hverdagen og derfor også kunne være mere forebyggende. Hvis man har travlt, er det svært at se, at fru Jensen ændrer sind eller har sværere ved tingene. Når hjælperen har travlt, gør hjælperen også mere for borgeren i stedet for at hjælpe borgeren til at gøre tingene selv, og derfor opdager man ikke de små ændringer, inden de bliver til mere alvorlige ting,« forklarer Susan Bøg Nielsen til faa.dk.
Borgmestrene i de syv kommuner, der på forsøgsbasis får udstrakt frihed, er ifølge en oversigt, som dknyt.dk har lavet, alle meget begejstrede for de muligheder, som de kan se frem til. De blev telefonisk orienteret af statsministeren i weekenden med påbud om at holde tæt med nyheden, inden Mette Frederiksen selv havde fremlagt den fra Folketingets talerstol.
Viborg Kommune er også blevet udpeget som forsøgskommune på ældreområdet. Her ser borgmester Ulrik Wilbek (V) S-regeringens forsøg som mere vidtgående end tidligere frikommuneforsøg. Til Viborg Stifts Folkeblad siger han:
»Statsministeren har jo fundet ud af, at der næppe bliver flere penge til velfærd. Hun har også - som mange andre regeringer tidligere har gjort det - lovet, at hun ville gøre noget ved bureaukratiet, og det gør hun så med forslaget, og det hilser jeg velkomment.«
Byrådene i de syv kommuner skal nu give deres opbakning, inden der efter planen vil blive lavet konkrete aftaler mellem kommunerne og regeringen om, hvilke regler de syv kommuner bliver fritaget for, de kommende fire år. Desuden skal Folketinget godkende det.
De tre velfærdsområder er fordelt på følgende måde:
Folkeskolen: Holbæk og Esbjerg
Daginstitutioner: Helsingør og Rebild
Ældreplejen: Viborg, Middelfart og Langeland.