Fortsæt til indhold
Politik

Jyllands-Postens politiske redaktør: »Det kan lynhurtigt komme til at dele Venstre«

Der er konturerne til en debat, der bliver svær for Venstre, lyder det fra Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel-Gjertsen efter Inger Støjbergs indspark i krænkelsesdebatten.

Hvad mener Venstre egentlig i den aktuelle debat om sexchikane og seksuelle krænkelser?

Det første svar kom partiets formand Jakob Ellemann-Jensen med på Instagram for en uge siden, hvor han bakkede fuldt op om Sofies Lindes offentlige fortælling fra fortiden i DR.

Debatten skulle ikke drejes til at handle om, »om man nu ikke kan give et kompliment længere, osv.« skrev partilederen, som i mellemtiden er gået på sygeorlov.

Det, hun siger, kan mange nok nikke genkendende til, men samtidig er der også mange, der kan tage på vej af det. Det kan lynhurtigt komme til at dele Venstre
Marchen Neel Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten

Næstformand Inger Støjberg er fungerende frontfigur imens, og da hun mandag gav sit syn på tingenes tilstand, var det med en lidt anderledes konklusion, selvom hun understregede vigtigheden i at tage »krænkende adfærd og overgreb« seriøst.

»Jeg mener ærligt talt, at verden bliver et rigtigt trist sted, hvis mænd ikke længere tør give en kvinde et kompliment om, at hun ser godt ud, i bare frygt for at det kan blive opfattet forkert, og at han derfor risikerer at blive hængt ud,« lød det således også fra Støjberg på hendes Facebookprofil.

Ifølge Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel Gjertsen er det »klassisk Inger Støjberg« at komme med den melding, men det er heller ikke uden problemer - om ikke for hende selv så for partiet.

»Det er klassisk Inger Støjberg på godt og ondt. Der er rigtigt mange, der elsker hende for hendes ligefremhed, men der er også rigtigt mange i folketingsgruppen, der har problemer med hende af samme grund. Det tror jeg også er tilfældet her. Og når nogle af de her spørgsmål skal omsættes til konkret lovgivning, så kan det godt blive et vanskeligt emne for Venstre,« siger Marchen Neel Gjertsen.

Det står allerede nu klart, at Støjbergs melding ikke vækker begejstring alle steder i partiet. Mandag eftermiddag offentliggjorde Berlingske et debatindlæg skrevet af 22 primært yngre partimedlemmer - heriblandt ledelsen af Venstres Ungdom samt en folketingskandidat - som anklagede Støjberg for på »useriøs« vis at »kvæle en vigtig debat.«

Tirsdag fortalte folketingsmedlem Ulla Tørnæs så til Ekstra Bladet, at folketingsgruppen skal diskutere hele emnet på et gruppemøde torsdag. Hun afviste i samme ombæring - direkte adspurgt - at bakke op om Inger Støjbergs opslag, som for eksempel Karen Ellemann, medlem af Ligestillingsudvalget, har gjort det.

For Marchen Neel Gjertsen at se er sagen bare endnu et eksempel på et større område, der er problematisk for Venstre.

»Der er konturerne til en debat, der bliver svær for Venstre. Der er en flig af identitetspolitik i det - selvom det er vigtigt at sondre mellem konkrete krænkelser og andet,« siger Marchen Neel Gjertsen og fortsætter:

»Men når samtalen falder på for eksempel juridisk kønsskifte for børn, transpersoners rettigheder eller som for nylig på omskæring af drengebørn, så rammer vi nogle spørgsmål, hvor der i partiet er nogen, der bekender sig i en mere traditionel retning, og nogle der bekender sig i en mere moderne retning. Og der har Inger Støjberg altid placeret sig der, hvor hun rammer en bestemt folkestemning. Det, hun siger, kan mange nok nikke genkendende til, men samtidig er det en enormt sprængfarlig debat. Det kan lynhurtigt komme til at dele Venstre.«

Marchen Neel Gjertsen ser Inger Støjberg og formand Jakob Ellemann-Jensen som to gode eksempler på de forskellige syn. Også i denne sag.

»De repræsenterer helt sikkert forskellige strømninger her, ligesom de ser forskelligt på dele af udlændingepolitikken og klimapolitikken. Det er ikke for at sige, de er uenige om alting, men på det her område venter der flere kompromisser, som skal indgås i Venstre. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men det er ingen hemmelighed, at der er brydninger i Venstre, og at de to repræsenterer forskellige strømninger,« siger den politiske redaktør.