Fortsæt til indhold
MeToo

Radikale iværksætter undersøgelse af sexisme

Omfanget og karakteren af sexisme i Det Radikale Venstre skal nu undersøges, bebuder lederen, Morten Østergaard. Det er et problem, som »vi ved også findes hos os«, siger han.

Det skal nu undersøges, hvor meget sexisme der er i Det Radikale Venstre, og hvilken type af sexisme, der har været tale om.

Det fortæller partiets leder, Morten Østergaard, i sin tale til partiets landsmøde, hvor han takker tv-værten Sofie Linde og andre kvinder, der er stået frem med deres historier.

Der er dog brug for mere end tak - der er brug for handling, mener han.

»Selvom vi alle sammen i dag tager hatten af for de modige kvinder, der har stillet sig frem og fortalt om kulturen i medieverdenen og den politiske verden, så ved vi det jo godt selv i forvejen,« siger han, efter at det radikale folketingsmedlem Lotte Rod har fortalt, at ældre mænd i partiet har følt, at de kunne tillade sig at tage på hende. Andre politikere har også talt om sexisme og grænseoverskridende opførsel i det politiske system, herunder Birgitte Klintskov Jerkel (K) og Özlem Cekic (SF).

Ifølge Morten Østergaard er det »en fælles opgave« at rydde op i »den sexisitiske kultur, der alt for mange steder stadig hersker«.

»Vi starter med os selv. Og sætter en undersøgelse i gang af os selv i Radikale Venstre. En undersøgelse, der skal afdække omfang og karakter af den sexisme, som vi ved også findes hos os,« siger Østergaard på mødet, der primært foregår digitalt, men udsendes fra partiets traditionelle landsmødested: Hotel Nyborg Strand, hvorfra Østergaard også selv taler.

De radikale er ikke ene om initiativer mod sexisme. Socialdemokratiet vil lave en uafhængig ordning, hvor medlemmer kan henvende sig, hvis de er blevet udsat for - eller er vidende om - »krænkende adfærd, herunder chikane og seksuel chikane«, oplyser partiet i en pressemeddelelse. Et advokatfirma skal stå for ordningen.

»Vi skal aktivt modvirke, at krænkende adfærd forekommer,« siger partisekretær Jan Juul Christensen.

Artiklens emner
MeToo
Sexisme