Sjællandske kommuner har besluttet at indføre minimumsnormeringer allerede næste år
Pædagogernes fagforeninger håber, at flere kommuner følger trop.
Senest i 2025 skal alle kommuner i Danmark have indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det vedtog Mette Frederiksens socialdemokratiske regering sammen med støttepartierne og Alternativet i december 2019.
Men i såvel den socialdemokratisk styrede Gladsaxe Kommune som den konservativt styrede Helsingør Kommune har man ikke tænkt sig at vente så længe. Byrådene i de to sjællandske kommuner har nemlig i forbindelse med brede budgetforlig besluttet at indføre minimumsnormeringer allerede fra næste år.
Det betyder, at der maksimalt bliver tre vuggestuebørn per voksen og seks børnehavebørn per voksen i daginstitutionerne.
»Jeg er utrolig glad for, at der er flertal for at indføre minimumsnormeringer i vores børnehuse. For coronaen har lært os, at det øger børns trivsel og sundhed at være sammen i mindre grupper,« siger Gladsaxes borgmester Trine Græse ifølge danskekommuner.dk.
Ifølge TV2Lorry.dk finansierer Gladsaxe og Helsingør opnomeringerne med dels statslige tilskud på henholdsvis 6,7 mio. kr. og 4,7 mio. kr. og dels ved selv at spytte i kassen. Gladsaxe bruger således ekstra 13,4 mio. kr. og Helsingør ca. 10 mio. kr. for at leve op minimumsnormeringerne.
Ud over Gladsaxe og Helsingør er Frederikssund og Herlev Kommune helt fremme i førerfeltet, når det gælder minimumsnormeringer, idet de allerede har indført dem i år. For Herlevs vedkommende måler man dog sig selv på antallet af voksne i daginstitutioner og ikke antallet af uddannede pædagoger.
Ifølge TV2 Lorry har Københavns Kommune også besluttet at indføre minimumsnormeringer før tid. Et flertal i Borgerrepræsentationen har således afsat 450 mio. kr. til minimumsnormeringer fra 2022.
Den slags beslutninger vækker glæde hos pædagogernes fagforening, BUPL, som håber, at flere kommuner nu vil følge trop.
»Pædagoger, børn og forældre i Nordsjælland har under coronakrisen og genåbningen mærket, hvad bedre normeringer betyder for nærvær og tid til det pædagogiske arbejde. Det betyder også, at vi er blevet meget bevidst om, at minimumsnormeringer kun er et minimum. Vi skal til at tale om kvalitetsnormeringer,« siger formand for BUPL i Nordsjælland, Pernille Riis.