Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokratisk folketingsmedlem udfordrer partilinje

Folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen (S) er på mange punkter direkte uenig med sit eget parti.

/ritzau/

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen kommer på kant med sit eget parti, som han er uenig med på en række synspunkter.

Det fremgår ifølge Berlingske af en ny bog, som Daniel Toft Jakobsen er medforfatter til.

Forfatteren, som har siddet i Folketinget siden 2015, er blandt andet imod burkaforbud og forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

- Jeg oplever, at der bredt på Christiansborg bliver talt om religion på en forenklet måde. Der er en tendens til at sige, at en meget stærk tro er lig med ekstremisme.

- For mig handler ekstremisme ikke så meget om ens eget ståsted, men mere om, hvordan man ser på dem, der har et andet end en selv, siger Daniel Toft Jakobsen til avisen.

Socialdemokratiet var i 2016 med til at støtte op om imamloven, der skulle gøre det ulovligt for imamer at billige eksempelvis terrorisme som led i religiøs oplæring.

- Loven bør med hurtigst mulig virkning trækkes tilbage, står der i bogen om imamloven.

Socialdemokratiet har i løbet af de seneste år strammet sin udlændingepolitik.

Partiet stemte blandt andet for maskeringsforbuddet, der også er kendt som burkaforbuddet.

I 2017 foreslog partiet at lukke muslimske friskoler for at undgå dannelse og understøttelse af parallelsamfund.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i de seneste dage kunnet høres nævne unge indvandrerdrenge som en kilde til utryghed blandt danskerne.

Daniel Toft Jakobsens bog hedder "At være demokrat er ikke at være bange - åndsfrihed under pres". Den er skrevet sammen med leder af Grundtvig-Akademiet Inger Ank og udkommer tirsdag.