Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil fortsætte nedskæring af Tilsynet med Efterretningstjenesterne

Med undtagelse af en lille opjustering i 2021 vil regeringen skære ned på Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der lige har afsløret en større sag om mulige ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Mulige ulovligheder begået af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fik for præcis en uge siden forsvarsministeren til at sende chefen for FE samt to andre ledende medarbejdere hjem. Siden er også departementschefen for Forsvarsministeriet sendt hjem i samme sag.

Det var Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), der har gravet sagerne frem på baggrund af en whistblowers henvendelse.

Tilsynet er et lille foretagende med en dommer og fire andre medlemmer, som i forbindelse med den nye afsløring gjorde det klart, at man mener at have brug for flere ressourcer.

Den holdning deler regeringen tilsyneladende ikke, skriver Politiken. I det nye finanslovsudspil fremgår det således, at regeringen vil holde fast i planer om at skære tilsynets budget fra 8,4 mio. kr. i både 2018 og 2019 til 8 mio. kr. i 2024.

Sådan ser fremtiden ud for TET i finanslovsudspillet.

Eneste justering af planerne er, at man til næste år vil sætte budgettet op på 8,4 mio. kr. igen, efter det ellers allerede har været skåret til 8,3 mio. kr. i 2020.

Da Jyllands-Posten torsdag skrev om de planlagte nedskæringer af TET lød der kritik fra både Enhedslisten, SF og DF af de planlagte nedskæringer.

»Jeg har ikke lagt mærke til, at der er lagt op til en beskæring af tilsynets bevillinger, og det virker ikke hensigtsmæssigt. Specielt ikke, når vi har set, at tjenesterne de senere år er vokset – og med god grund, fordi vi står over for mange trusler, som vi gerne vil have dem til at håndtere. Det skal følges ad, og det vil jeg tage op med ministeren,« lød det for eksempel fra Karina Lorentzen, der repræsenterer sit parti i Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne.