Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Forstå det udskudte politiforlig

Regeringen ønsker nyt politiforlig med blandt andet flere nærpolitienheder og samling af otte specialenheder.

/ritzau/

Et nyt politiforlig skulle have været på plads allerede sidste år.

Men på grund af problemer i politiet og i anklagemyndigheden besluttede regeringen at udskyde forhandlingerne om en ny, flerårig aftale for politiet.

Mandag er S-regeringen så klar til at præsentere sit udspil til et nyt politiforlig. Her er, hvad du skal vide om området, inden forhandlingerne på Christiansborg går i gang:

  • Hvad er et politiforlig?

Folketinget forhandler hvert fjerde år et politiforlig, som er en politisk aftale. Aftalen sætter rammerne for arbejdet i politi og anklagemyndighed.

Det seneste politiforlig blev indgået i 2015 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

  • Hvorfor blev det udskudt?

Det nuværende politiforlig skulle løbe fra 2016 til 2019. I september 2019 besluttede justitsminister Nick Hækkerup (S) dog at udskyde forhandlingerne til efteråret 2020, så den nye aftale kommer til at løbe fra 2021.

Forklaringen lød, at der ganske enkelt var for store udfordringer i politiet og hos anklagemyndigheden. Derfor var der brug for mere tid.

Inden udskydelsen var det kommet frem i Berlingske, at flere end 47.000 straffesager havde ventet over et halvt år på at komme for retten.

Desuden havde politiet ifølge DR 800.000 overarbejdstimer efter terrorangrebene mod Krudttønden og synagogen i København i 2015.

  • Hvad vil regeringen med et nyt politiforlig?

Regeringen har de seneste dage lagt særligt vægt på, at en ny aftale skal sikre almindelige danskeres tryghed og frihed.

Det fremhævede både statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsministeren på et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde i sidste uge.

Allerede før mandagens præsentation er flere delelementer omtalt i pressen.

- Regeringen vil blandt andet samle otte specialenheder, herunder Søik, der populært kaldes Bagmandspolitiet, i en ny politikreds.

Den nye kreds kan blive den 13. i landet og vil få 800 medarbejdere. Kredsen har arbejdstitlen National Efterforskningsenhed og skal med enheder i Aarhus og København opklare de mest komplicerede forbrydelser.

Der skal oprettes 20 nærpolitienheder på tværs af landet. Der er den mulighed, at man i den enkelte politikreds siger, at placeringen af den nye nærpolitistation er der, hvor der er en i forvejen.

Placeringerne af de nye nærpolitistationer kendes endnu ikke.

Derudover har Statsminister Mette Frederiksen (S) allerede i februar bebudet en halvering af Rigspolitiet, netop fordi hun til gengæld ser behovet for at styrke det nære politi.

Det var faktisk noget, hun allerede varslede i sin tale ved Folketingets åbning sidste år, kort tid efter at hendes regering var tiltrådt.

- I dag er der mere end 1900 ansatte i Rigspolitiet. Det er mere end dobbelt så mange som i hele Fyns politi. Mange ansat centralt. I stedet for ude hos borgerne. Kan vi ikke finde en bedre balance?, sagde hun.

Kilder: DR og Berlingske