DF vil holde mordere bag tremmer, til de dør
Livstidsfanger i danske fængsler bliver typisk prøveløsladt efter en årrække i fængsel. Dansk Folkeparti kalder det »en hån mod retsfølelsen«, at livstidsdømte mordere og serievoldtægtsmænd lukkes ud i samfundet igen.
Hvis det står til Dansk Folkeparti, skal livstidsstraf fremover betyde, at man rent faktisk skal sidde indespærret resten af livet.
Det skriver B.T.
»Mennesker, som idømmes livstid, har ofte begået drab eller voldtægt med fuldt overlæg. De skal aldrig mærke friheden igen, fordi der uden for murene er nogle berørte mennesker, som måske aldrig kommer sig over sorgen,« siger Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører i DF, til B.T.
Skaarup siger, at han vil tage kravet med til forhandlingerne om det kommende politiforlig, som begynder den 25. august.
»Det er en hån mod retsfølelsen, at livstidsdømte mordere og serievoldtægtmænd bliver lukket ud i samfundet igen. Det skal stoppes, og derfor vil det være et af vores hovedkrav i forhandlingerne,« siger Peter Skaarup og understreger, at partiet kommer til at »stå meget stejlt« på hårdere straffe, når forhandlingerne om politiforliget går i gang.
Med forslaget vil partiet gøre op med det centrale princip i det danske retssystem, at der er mulighed for at blive lukket ud i samfundet igen og få en chance for at lægge sit liv om. Men Peter Skaarup mener ikke, at »koldblodige mordere fortjener en chance til«:
»Livstid skal betyde livstid,« siger Skaarup.
I Danmark ender livstidsstraffe sjældent med, at straffefangerne sidder i fængsel resten af deres liv. I gennemsnit bliver de ifølge B.T. lukket ud efter 17 års afsoning.
Som lovgivningen ser ud i dag, kan en livstidsdømt fængselsindsat søge om mulighed for at blive prøveløsladt efter 12 år i fængsel. Bliver anmodningen afvist, kan den indsatte søge om at få afprøvet afgørelsen ved en domstol efter yderligere to år, altså efter 14 års afsoning.
»Mennesker, som idømmes livstid, har ofte begået drab eller voldtægt med fuldt overlæg. De skal aldrig mærke friheden igen, fordi der uden for murene er nogle berørte mennesker, som måske aldrig kommer sig over sorgen,« siger Peter Skaarup til B.T.