Fortsæt til indhold
Politik

Kristendemokraterne runder det krævede antal vælgererklæringer

Partiet nåede ikke over spærregrænsen ved folketingsvalget i 2019, men kan nu aflevere det påkrævede antal vælgererklæringer til Indenrigsministeriet.

Det er lykkedes Kristendemokraterne at indsamle de 20.182 vælgererklæringer, som kræves for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

»Vi har nu nået de krævede 20.182 krævede vælgererklæringer - på rekordtid,« skriver partiets landsformand, Isabella Arendt, på Twitter.

Nu afventer partiet Social- og Indenrigsministeriets godkendelse af vælgererklæringerne, før partiet får endegyldigt grønt lys til at stille op til det kommende valg. I ministeriets gennemgang af erklæringerne kan nogle af dem blive erklæret ugyldige, og derfor venter Kristendemokraterne med at afleverer dem, til de har indsamlet lidt flere, så der er råd til, at nogle eventuelt måtte blive kasseret.

»Vi har brug for en lille buffer af erklæringer, da vi ikke kan forvente, at alle bliver godkendte - derfor indsamler vi lige et par hundrede flere,« skriver Arendt.

Kristendemokraterne sad senest i Folketinget fra 2001 til 2005, hvor det ved valget i 2005 ikke lykkedes partiet at opnå genvalg. Sidenhen har partiet været opstillet ved samtlige efterfølgende valg i 2007, 2011, 2015 og 2019, men har ikke kunne samle nok stemmer til at komme over spærregrænsen på 2 procent af stemmerne.

Under valgkampen i 2019 måtte tidligere formand Stig Grenov gå på orlov på grund af stress efter seks dages valgkamp. Isabella Arendt trådte dengang til som fungerende formand resten af valgkampen, men ved partiets landsmøde i oktober 2019 blev Arendt valg som ny formand. Stig Grenov nåede aldrig tilbage på formandsposten, da hans orlov blev forlænget frem til selvsamme landsmøde.

Partiet stillede første gang op til Folketinget i 1971, men kom ikke ind. Det gjorde de til gengæld ved næste valg i 1973, og havde efterfølgende fast sæde i folketingssalen frem til altså 2005 - dog afbrudt af en enkelt valgperiode fra 1994 til 1998, hvor danskerne kun stemte Kristendemokraterne op på 1,9 procents opbakning.