SF vil stoppe salg af visse benzin- og dieselbiler allerede fra 2022
Står det til SF skal salget af benzin- og dieselbiler trinvis udfases fra 2022. Socialdemokratiet deler frustration over langsom
Om halvandet år skal flere af nutidens mest solgte biler være forbudt at sælge i Danmark.
I hvert fald hvis det står til SF, som foreslår, at der bliver indført et trinvist stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2022. Det skriver Politiken.
Forbuddet skal løbende skærpes indtil 2028, hvor partiet vil have totalstop for salg af nye benzin- og dieselbiler.
Det er et af partiets hovedkrav, når partierne skal mødes til forhandlinger om klimaindsatsen på transportområdet efter sommerferien, skriver avisen.
SF’s klimaordfører, Signe Munk, siger, at det er nødvendigt med en mere ambitiøs plan end regeringens mål om et stop i 2030.
»Vi har brug for at tage alvorligt fat på den grønne omstilling af danskernes private biler.«
»Derfor foreslår vi, at vi sætter et stop for de tungeste og mest benzin- og dieselslugende biler fra 2022, så man i stedet vælger elbiler, hybridbiler eller de mest brændstofeffektive benzin- og dieselbiler,« siger Signe Munk til Ritzau.
De største klimasyndere definerer partiet som de biler, der kører kortest på literen, hvilket SF fastsætter til mindre end 20 kilometer på literen. Disse biler vil partiet allerede fra 2022 forbyde salg af.
Nogle af de mest solgte biler i Danmark vil således falde for grænsen.
Det drejer sig eksempelvis om en Peugeot 208, som med benzin kører 16,9-18,5 kilometer på literen.
Også en Nissan Qashqai vil med forslaget ryge ud af handlen - både med benzin og diesel.
Uvist om forbud er muligt
Regeringens politik er at indføre et stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2030, men som det er i dag forhindrer EU-lovgivning Danmark i at gå solo med et forbud.
Derfor er det uvist, om forslaget overhovedet kan lade sig gøre.
Regeringen forsøger at finde opbakning blandt andre EU-lande. For eksempel har Frankrig, Spanien, Holland, Sverige og Irland annonceret planer om stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra enten 2030 eller 2040.
Også SF vil tage en diskussion om emnet i EU-regi. Og kan det ikke lade sig gøre, vil partiet overveje andre løsninger. Det kunne eksempelvis være så høje afgifter, at bilerne ikke er salgbare i Danmark.
»Vores førsteprioritet er selvfølgelig at få ændret EU’s regler for at nå vores klimamål. Lande som Sverige og Holland presser også på for at få videre rammer,« siger Signe Munk.
Det er ikke muligt at få en kommentar fra klimaminister Dan Jørgensen, da han holder sommerferie.
S deler frustrationen
Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, svarer ikke direkte på, om Socialdemokratiet støtter SF’s forslag.
»Vi deler SF’s ønske om at få flere grønne biler og færre forurenende biler på vejene, og frustrationen over, at det går for langsomt,« skriver hun i en kommentar til Jyllands-Posten.
Hun tilføjer, at det er vigtigt for regeringen at få flere danskere til at vælge en ny elbil frem for at fortsætte med at køre i benzin- eller dieselbiler. Men samtidig vil Socialdemokratiet afvente bilkommissionens forslag til, hvordan en omlægning af registreringsafgiften i Danmark kan se ud. Kommissionens rapport ventes inden for få uger.
I mellemtiden arbejdes der på at gøre det lettere at vælge en elbil, påpeger Anne Paulin:
»I foråret har vi f.eks. udmøntet 50 mio. kr. til flere ladestandere og med klimaaftalen for energi og industri har vi fremrykket udmøntningen af den resterende pulje til grøn transport,« skriver hun.
Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, har ikke reageret på Jyllands-Postens henvendelse.