Martin Rossen har sagt op som statsministerens særlige rådgiver
Stabschef og særlig rådgiver i Statsministeriet Martin Rossen har opsagt sin stilling for at arbejde for Danfoss.
Efter ni års parløb med statsminister Mette Frederiksen i forskellige roller i Socialdemokratiet har hendes særlige rådgiver Martin Rossen sagt op.
Martin Rossen har også tjent som stabschef i Statsministeriet.
»Martin har en meget stor andel i, at det lykkedes Socialdemokratiet at genvinde regeringsansvaret ved folketingsvalget sidste år, og at regeringen har kunnet sætte en klar politisk retning for vores arbejde,« lyder det fra Mette Frederiksen i en pressemeddelelse om Rossens opsigelse.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have beholdt Martin,« skriver Frederiksen også om Martin Rossen, som hun har kendt i 25 år.
Rossen skifter til en stilling som Senior Vice President i Danfoss.
Rossen var særlig rågiver for Mette Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet fra 2011-2014 og i Justistsministeriet fra 2014-2015.
I Socialdemokratiets seneste tid som opposition fra 2015-2019 var han stabschef i partiet.
I pressemeddelelsen betegner Martin Rossen det som en »drengedrøm« at arbejde for Danfoss, da han selv er vokset op på Als, som huser virksomhedens hovedsæde.
»Min beslutning om at skifte spor arbejdsmæssigt har været vemodig og krævet grundig overvejelse. Følelserne er meget store og modsatrettede. Jeg kommer til at savne samarbejdet med Mette og det enorme engagement, som præger centraladministrationen, Socialdemokratiet og Christiansborg i det hele taget. Men glæder mig også til mit nye job,« lyder det fra Rossen i meddelelsen.
Ministres særlige rådgivere er sjældent selv i fokus, men Martin Rossen kom hurtigt på pressens dagsorden, kort efter Mette Frederiksens indtog i Statsministeriet i fjor.
Det skete, da han som den første ikke-minister blev gjort til medlem af regeringens centrale koordinationsudvalg og økonomiudvalg. Udnævnelsen fik De Radikales Jens Rohde til at sætte spørgmål ved, om Rossen uofficelt var blevet »vicestatsminister.«
Mette Frederiksen holdt dog fast i udnævnelsen trods kritikken.
Martin Rossen har også siddet i spidsen for et politisk sekretariat i Statsministeriet, hvor også to andre særlige rådgivere har plads.
Dette sekretariat består foreløbigt med de to resterende særlige rådgivere samt en sekretær.
I pressemeddelelsen bliver det oplyst, »at der ikke på nuværende tidspunkt er taget stilling til eventuelle omorganiseringer som følge af Martin Rossens fratrædelse.«