Minister med opsang til danskerne: Der er desværre enkelte, som er begyndt at slække
Sundhedsminister Magnus Heunicke kommer søndag aften med en opsang til danskerne om at huske at holde afstand.
Vi skal være bedre til at holde afstand.
Sådan lyder det søndag aften i en opsang til danskerne fra sundhedsminister Magnus Heunicke på Facebook.
»Jeg ved godt, at påskesolen er her, og heldigvis følger langt de fleste stadig myndighedernes henstillinger. Men der er desværre enkelte, som er begyndt at slække på tingene. Det går ikke. Derfor er jeg nødt til at gøre det helt klart: En gradvis, stille og kontrolleret åbning af samfundet vil kun kunne ske, hvis vi fortsætter med at opføre os fornuftigt i påsken,« skriver sundhedsministeren i sit opslag.
Han opfordrer derfor til, at man ikke glemmer de tre vigtige anvisninger: husk håndhygiejnen, hold afstand og lad være med at samles mere end 10 personer.
Det er nu, det kan blive både træls og svært. Men det er afgørende, at vi alle fortsætter med at overholde retningslinjerne.Magnus Heunicke, sundhedsminister i et opslag på Facebook
Samtidig skal vi alle trods godt påskevejr blive ved med tænke os om. Vise hensyn. Og vigtigst af alt: Holde afstand.
»Husk, vi gør det for de af vores medmennesker, som i denne tid er særligt udsatte. Vores forældre og bedsteforældre. Vores venner og familie med kroniske sygdomme. Folk med alvorlige luftvejssygdomme. Vi gør det for hinanden,« skriver Magnus Heunicke.
I sit Facebook-opslag anerkender ministeren, at han godt ved, at det efter flere ugers lockdown er svært for folk at holde fast i de strikse regler. Men det er vigtigt, at vi fortsætter, slår han fast.
»Det er nu, det kan blive både træls og svært. Men det er afgørende, at vi alle fortsætter med at overholde retningslinjerne. Derfor er politiet også klar til at håndhæve reglerne, hvis det skulle blive nødvendigt. Alt sammen for at undgå en situation, som vi har set i andre europæiske lande, hvor smittespredningen er kommet ud af kontrol. Det må ikke ske i Danmark,« skriver sundhedsministeren.
Han tilføjer, at tallene stadig ser fornuftige ud.
Søndag er 504 patienter indlagte med covid-19. Heraf er 144 patienter indlagt på intensiv.
Dermed befinder Danmark sig den grønne kurve, hvor sundhedsvæsenet kan følge med.
»Men vi er langt fra igennem epidemien. Derfor handler det om, at vi bliver ved med at stå sammen ved at holde afstand,« understreger han.
Heunicke slutter sit opslag med en tak til det store flertal af danskerne, der retter sig efter myndighedernes anvisninger.
»Tak til alle jer, det kæmpestore flertal, som har ændret jeres hverdag. Jeg ved, I lider afsavn og har sat begrænsninger op for at hjælpe os igennem krisen. Vi har brug for, at I bliver ved. Og så er det nu, vi skal have de sidste med,« skriver han.