Formandsopgør kan være begyndelsen på slutningen
Opgøret om Alternativets ledelse indvarsler endnu en svær periode for det kriseramte parti. Josephine Fock vandt baglandet, men mangler opbakning fra centrale kræfter.
Der var planlagt fest i Amager Bio efter Alternativets valg af ny leder. Men ganske sigende for stemningen smuttede partistifter og afgående formand Uffe Elbæk hjem alene, før festen overhovedet var gået i gang. Der var intet festhumør hos folkene omkring ham og lederkandidat Rasmus Nordqvist, der led et overraskende stort nederlag til Josephine Fock.