Minister vil bruge 700.000 kr på at undersøge kvindehadende mænd
I foraer på nettet kan nogle mænd samles om had til kvinder - det vil ligestillingsminister Mogens Jensen gøres klogere på.
Ligestillingsminister Mogens Jensen vil igangsætte en undersøgelse af foraer på nettet, hvor nogle mænd ifølge ministeren samles om ekstreme holdninger eller had til kvinder.
Der bliver især peget på eksisterende foraer som 4chan, 8chan og Reddit som særlige samlingssteder for disse mænd, men der henvises også til anden opførsel på nettet, som har både kvinder og mænd som mål for chikane og trusler.
I den pressemeddelelse, hvor initiativet bliver annonceret, henviser Ligestillingsministeriet til en episode i USA, hvor en ung mand dræbte to kvinder i et et yogastudie, og i den forbindelse udtalte, at »hvis jeg ikke kan finde en anstændig kvinde at leve sammen med, vil jeg finde mange uanstændige kvinder at dø sammen med.«
Denne mand havde i længere tid dyrket hadske holdninger til kvinder på nettet.
Undersøgelsen kommer i første omgang til at koste 700.000 kr.
Pengene skal komme fra Nordisk Ministerråd, og undersøgelsen vil derfor dække forholdene i hele Norden.
»Som en del af Danmarks formandskab for Nordisk Ministerråd i 2020, igangsætter jeg nu en undersøgelse af internetfora, hvor særligt unge mænd opildner hinanden til modstand mod ligestilling og kvinders rettigheder, og hvor seksuelle krænkelser og vold mod kvinder legitimeres,« udtaler Mogens Jensen i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Vi vil undersøge, hvor udbredt denne modkultur er i de nordiske lande. Hvad der foregår i debatterne på nettet. Og hvorvidt disse internetfora flyder over og påvirker mere almindelige sociale medier, og dermed også påvirker andre unge mænds holdninger til kvinder og ligestilling.«
DR har talt med ekspert i cybersikkerhed og digital forståelse Maja Kahlke Lorentzen, som fortæller, at mænd kan havne i de omtalte foraer af mange forskellige årsager.
»Måske kommer du derind for at lære at score, men udover du får nogle smarte tricks, bliver du også fodret med et grundlæggende ubehageligt kvindesyn, og så kan det være, du ryger videre over i nogle af de andre mere ekstreme fora,« siger Maja Kahlke Lorentzen til DR.
Den annoncerede undersøgelse skal finde ud af hvilke mænd, der samles i de omtalte foraer på nettet, og finde frem til hvordan de bliver påvirket af deres færden på nettet.
Undersøgelsen ventes færdig til september.