Fortsæt til indhold
Politik

Søren Pind blev tilbudt 5 mio. kr. for at stifte nyt parti

Den tidligere Venstre-minister Søren Pind blev tilbudt 5 mio. kr. for at være med til at etablere et nyt parti, efter at han i sommeren 2003 fremsatte 10 liberale teser. Det fremgår af et interview i Euroman samt i en ny erindringsbog.

Opdatering: Jyllands-Posten har søndag formiddag opdateret historien, efter Lars Seier Christensen har skrevet et opslag på Facebook, hvor han afviser at have tilbudt 5 mio. kr. til Søren Pind (V) til personligt brug. Lars Seier Christensen ønskede ikke at svare på Jyllands-Postens spørgsmål lørdag.

Venstre-politikeren Søren Pind blev for år tilbage tilbudt 5 mio. kr. for at stifte et nyt borgerligt, liberalt parti. Det fremgår af et interview med Søren Pind i magasinet Euroman lørdag, hvor der står, at det var Lars Seier Christensen, erhvervsmanden bag bl.a. Saxo Bank, der tilbød pengene.

Drøftelserne om et nyt parti fandt ifølge politikeren sted, efter at Søren Pind sammen med en række andre V-politikere i sommeren 2003 lancerede 10 liberale teser, som Venstres top forholdte sig kritisk til.

Jeg efterlyser jo selv erhvervsfolk, som vil tage ansvar på sig og også gøre den slags ting. Jeg havde bare ikke hørt om sådan noget før. Og jeg sagde jo også nej.
Søren Pind (V), forh. minister

»På et tidspunkt fik jeg, nærmest som en transferkontrakt, tilbudt 5 mio. kr., som jeg kunne anvende efter forgodtbefindende,« skriver politikeren i sin erindringsbog ”Frie Ord”, der udkommer senere på måneden.

Søren Pind ønsker ikke at kommentere sagen til Jyllands-Posten lørdag og henviser til sin bog. I et interview i Euroman bliver Søren Pind spurgt om, hvad han tænker om »den måde at blive købt til at drive et parti«.

»Det udtryk ville jeg ikke selv bruge, men det er da en alternativ måde at gøre tingene på. Men jeg efterlyser jo selv erhvervsfolk, som vil tage ansvar på sig og også gøre den slags ting. Jeg havde bare ikke hørt om sådan noget før. Og jeg sagde jo også nej,« siger han.

Søren Pind oplyser også i interviewet, at »for mit vedkommende ville de penge være blevet brugt til at udvikle partiet«.

Lars Seier Christensen, som siden har støttet Liberal Alliance (LA), ønskede lørdag ikke at kommentere sagen til Jyllands-Posten.

Han har dog skrevet om sagen på Facebook søndag formiddag. Her afviser han at have givet Søren Pind et tilbud om 5 mio. kr. til privat brug.

https://www.facebook.com/lars.s.christensen.716/posts/10158294358378475

»Jeg har naturligvis ikke givet eller tilbudt penge til privat brug for en politiker og kommer heller aldrig til gøre det. Jeg var dog interesseret i at hjælpe med at finansiere opstart af et nyt parti, så der kunne komme et tøbrud i den dengang meget fastlåste borgerlige blok. Det drejede sig ikke i væsentlig grad om netop Søren Pind, som blot var én blandt mange, jeg diskuterede mulighederne for et nyt parti med i årene før LA,« skriver han bl.a.