Støjberg stiller op som næstformand i Venstre
En Ellemann-Støjberg-duo ser ud til at skulle stå i spidsen for landets største borgerlige parti.
Tidligere udlændingeminister, Inger Støjberg, meddeler nu officielt, at hun går efter posten som Venstres nye næstformand.
»Jeg har besluttet mig for at stille op som næstformand for Venstre,« bekræfter hun over for Skive Folkeblad.
Samtidig sender hun sin fulde opbakning til formandskandidat Jakob Ellemann-Jensen:
»Jeg bakker 110 procent op om Jakob Ellemann-Jensen som formand. Han bliver den helt rigtige formand. Alle kan se, at Venstre har været igennem en svær tid med uro og fløjdannelser. Og jeg ved, at der i alle dele af Venstre nu er et ønske om samling og om at komme positivt videre,« siger Inger Støjberg.
En af Jakob Ellemanns første gerninger som formandskandidat var at droppe Lars Løkke Rasmussens idé om en SV-regering.
»Venstre hører hjemme i den borgerlige familie. Det er der, vi skal søge opbakning til at indtage Statsministeriet. Vi skal selvfølgelig samarbejde med socialdemokraterne og De Radikale. Men ét er samarbejde. Noget andet er regeringssamarbejde,« siger han i et interview i Jyllands-Posten onsdag.
Og dén linje er Inger Støjberg helt enig i.
»Jeg er fuldstændig enig med Jakob om det. Venstre fik efter valget en dør i hovedet af Mette Frederiksen. Og vi er et borgerligt parti. Men Venstre vil altid søge samarbejde, og under den nuværende S-regering går vi konstruktivt ind i alle forhandlinger, vi bliver indbudt til,« siger hun.
Venstres nye formand og næstformand skal vælges af partiets delegerede på et ekstraordinært landsmøde 21. september.
Indtil videre har ingen andre kandidater end de to nævnte meldt sig på banen. Dog sagde tidligere sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), tirsdag, at der er mange andre muligheder end Støjberg:
»Jeg hører mange ønsker fra baglandet om, hvad det er for en profil, der skal være en del af ledelsen. Der er mange i spil. Vi har stærke profiler i Venstre, og det er det, der gør os til et stærkt parti,« lød det fra Ellen Trane Nørby, som afviste at svare på, om hun selv var kandidat.
Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, er fungerende formand frem til landsmødet.