Så er posterne fordelt: Inger Støjberg bliver retsordfører i Venstre
Den tidligere udlændinge- og integrationsminister forsøgte mandag at blive en del af gruppeledelsen uden held.
Inger Støjberg (V) bliver Venstres retsordfører, oplyser partiets pressetjeneste.
Den tidligere udlændinge- og integrationsminister blev tidligere på ugen vraget til toppost i Venstres folketingsgruppe. Hun forsøgte mandag at blive en del af gruppeledelsen, men måtte se sig slået af Sophie Løhde til posten som gruppenæstformand.
- Jeg stillede op for at blive en del af ledelsen, fordi jeg mener, at det er vigtigt at sikre en balance - ikke mindst i udlændinge- og værdipolitikken, skrev Støjberg på Facebook efter et døgns tavshed om valget af gruppens ledelse.
Tidligere minister, gruppeformand og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade (V) har udtrykt bekymring over, hvem der skal repræsentere Støjbergs linje på udlændingeområdet i gruppeledelsen.
Det samme har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han er bekymret for, at Venstre har gang i et kursskifte på området.
Fravalget af Støjberg er ifølge flere politiske kommentatorer et billede på, at tilhængerne af en stram udlændingepolitik har fået det sværere i Venstre.
Mandag blev Jakob Elleman-Jensen og Kristian Jensen foruden Sophie Løhde valgt ind i Venstres ledelse. De blev henholdsvis politisk ordfører, gruppeformand og gruppenæstformand.
Torsdag står ordførerskaberne i Venstre således klar. Mads Fuglede fortsætter på posten som udlændinge- og integrationsordfører i Venstre.
Af andre poster kan det nævnes, at Karsten Lauritzen bliver forsvarsordfører, Tommy Ahlers bliver erhvervsordfører, og Ulla Tørnæs bliver uddannelses- og forskningsordfører.
Venstre skriver på sin hjemmeside, at partiets folketingsgruppe har konstitueret sig på følgende måde:
Anne Honoré Østergaard: Ordfører for afbureaukratisering
Anni Matthiesen: Social- og indenrigsordfører
Bertel Haarder: Formand for kulturudvalget, formand for Nordisk Råd
Britt Bager: Kulturordfører
Carsten Kissmeyer: Ordfører for forsyning
Christoffer Aagaard Melson: Ordfører for it og tele
Claus Hjort Frederiksen: Formand for udvalget angående efterretningstjenesterne
Edmund Joensen: Formand for færøudvalget
Ellen Trane Nørby: Børne- og undervisningsordfører
Erling Bonnesen: Fødevareordfører
Eva Kjer Hansen: Formand for europaudvalget
Fatma Øktem: Ligestillingsordfører
Hans Andersen: Beskæftigelsesordfører
Hans Chr. Schmidt: Næstformand for transport- og boligudvalget
Heidi Bank: Boligordfører, formand for ligestillingsudvalget
Inger Støjberg: Retsordfører
Jacob Jensen: Miljøordfører
Jakob Ellemann-Jensen: Politisk ordfører
Jan E. Jørgensen: EU-ordfører
Jane Heitmann: Formand for sundheds- og ældreudvalget, ældreordfører, formand for udvalget vedrørende Det Etiske Råd
Karen Ellemann: Udviklingsordfører
Karsten Lauritzen: Forsvarsordfører, formand for Nato Parlamentary Assembly
Kim Valentin: Ordfører for folkeoplysning og bibliotek
Kristian Jensen: Næstformand, gruppeformand
Kristian Pihl Lorentzen: Transportordfører
Lars Chr. Lilleholt: Formand for erhvervsudvalget
Lars Løkke Rasmussen: Formand
Louise Schack Elholm: Skatteordfører, kirkeordfører
Mads Fuglede: Udlændinge- og integrationsordfører
Marcus Knuth: Formand for udenrigsudvalget, grønlandsordfører, arktisordfører
Marie Bjerre: Ordfører for bæredygtighed og verdensmål, SU-ordfører
Marlene Ambo-Rasmussen: Ordfører for familie og trivsel
Martin Geertsen: Ordfører for erhvervsskat
Michael Aastrup Jensen: Udenrigsordfører
Morten Dahlin: Indfødsretsordfører, ordfører for ungeindsats og integrationsydelse
Peter Juel-Jensen: Ordfører for landdistrikter og øer, ordfører for beredskab, formand for OSCE’s Parlamentariske Forsamling
Preben Bang Henriksen: Formand for retsudvalget
Sophie Løhde: Sundhedsordfører
Stén Knuth: Ordfører for idræt
Thomas Danielsen: Klima-, energi- og forsyningsordfører, færøordfører
Tommy Ahlers: Erhvervsordfører
Torsten Schack Pedersen: Fiskeriordfører, ordfører for finansiel sektor, turisme og forbrugerforhold
Troels Lund Poulsen: Finansordfører
Ulla Tørnæs: Uddannelses- og forskningsordfører