Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Det laver medlemmerne af Folketingets Præsidium

Folketingets Præsidium har fem medlemmer og vælges for et år ad gangen. Medlemmerne har stolevagter på skift.

/ritzau/
  • De fem medlemmer af Folketingets Præsidium blev valgt fredag. Sådan ser sammensætningen ud:
  • Formand: Henrik Dam Kristensen (S).
  • Næstformænd: Kristian Pihl Lorentzen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Jens Rohde (R) og Trine Torp (SF). Kristian Pihl Lorentzen er midlertidigt genudpeget af Venstre, fordi folketingsgruppen i partiet endnu ikke har konstitueret sig.
  • Næstformændene bliver udpeget af de fire største partier, der ikke har formandsposten, en fra hvert parti. Næstformændene har formelt kun en rådgivende rolle, men i praksis optræder præsidiet som et kollegialt organ.
  • Præsidiet vælges for et år ad gangen, og formanden bliver valgt af et flertal i Folketinget. Præsidiet beskæftiger sig med de indre forhold i Folketinget, det vil blandt andet sige at lede møderne i Folketingssalen og være repræsentanter for Folketinget.
  • Præsidiets medlemmer skiftes til at sidde i formandsstolen i Folketingssalen i de såkaldte stolevagter. Når ingen af medlemmerne af Præsidiet har mulighed for at sidde i formandsstolen, overtages opgaven af en af de fire tingssekretærer.
  • Personen i formandsstolen skal sørge for god orden og en værdig forhandlingsform. Blandt andet skal folketingsmedlemmerne sige hr. og fru til hinanden, og de må ikke bande.

Kilde: Folketingets hjemmeside