Lars Hansen stemte nej til håndtrykskrav - nu er han smidt ud af Venstre
Et byrådsmedlem i Billund Kommmune er blevet smidt ud af Venstre for at stemme nej til krav om at give håndtryk for at blive dansk statsborger.
Venstre i Billund Kommune har onsdag aften valgt at ekskludere byrådsmedlem Lars Hansen fra partiet.
Hovedårsagen er, at Hansen i maj ad to omgange nægtede at stemme for forslaget om grundlovsceremonier med tvunget håndtryk til nye danske statsborgere.
Det skriver Jydske Vestkysten.
I juni 2018 aftalte regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en række stramninger på statsborgerskabsområdet.
Blandt stramningerne var, at man udover at leve op til en række andre krav skal trykke hånd i en ny ”grundlovsceremoni,” før man bliver statsborger.
Lars Hansens partifælle Inger Støjberg, der fortsat er fungerende udlændinge- og integrationsminister, stod 17. januar i spidsen for den første grundlovsceremoni.
Det er dog i kommunerne, at ceremonierne skal udføres - og sker det ikke, har Støjberg udtalt, at det kan resultere i bøder.
Lars Hansen er dybt uenig med de nu tidligere Venstre-kollegers beslutning om at smide ham ud.
»Jeg troede, at Dansk Folkeparti var det mest topstyrede parti, vi har i Danmark, men jeg må sgu bøje mig og sige undskyld til de DF’ere, jeg har drillet på min vej. For jeg er lige kommet ud af et parti, der i den grad også er topstyret,« lyder det fra Lars Hansen til DR.
Selvom afvisningen af håndtryksceremoni står som hovedforklaringen på Venstres brud med Lars Hansen, har der også været andre uenigheder ifølge Venstres bestyrelse i Billund. Blandt andet har han stemt imod resten af byrådsgruppen i en sag om skolesammenlægning.
Venstre i Billund Kommunes gruppeformand, Peter Fredensborg, beklager situationen.
»Det er en meget beklagelig situation og en trist udgang på et kedeligt forløb. Venstre er svækket og går fra 10 til ni medlemmer i byrådet, men på trods af det har Venstres kommuneforening fundet det her skridt nødvendigt, og det bakker jeg op om,« siger Peter Fredensborg til Jydske Vestkysten.
Lars Hansen gør det overfor samme medie klart, at han ikke fortryder noget.
»Jeg stemmer der, hvor jeg kan have mit hjerte med - som jeg altid har gjort,« lyder det fra Hansen, der nu fortsætter som løsgænger i byrådet.