Fortsæt til indhold
Politik

Ny LA-fejde: Henrik Dahl vil have spidskandidat ud af partiet

Henrik Dahl undskyldte onsdag kradse bemærkninger mod Liberal Alliances ledelse. Men nu vil han have en lokal partifælle til at melde sig ud af partiet.

Der fortsætter med at være uro omkring Liberal Alliances genvalgte folketingsmedlem Henrik Dahl, efter han i den forgangne uge kaldte partiets gamle ledelse for nepotister.

For selvom Henrik Dahl sent onsdag aften sendte en undskyldning for de hårde ord ud på Facebook, og LA's nyvalgte politiske leder Alex Vanopslagh erklærede, at »luften er renset, og alle ser frem til at genopbygge partiet,« fortsætter Henrik Dahl torsdag med at være indblandet i konflikt.

Det sker i Jydske Vestkysten, hvor Henrik Dahl siger, at spidskandidaten i hans kreds i Sydjylland, Steen Holm Iversen, bør melde sig ud af partiet.

Henrik Dahl begrunder det med, at Steen Holm Iversen selv startede med at forlange Dahl smidt ud af partiet efter nepotisme-anklagerne.

»Hvis der ikke kommer nogen form for sanktion, og man bliver ved med at have Henrik Dahl siddende i inderkredsen, så vil det i mine øjne tegne det her projekt og parti, som Alex Vanopslagh nu forsøger at skabe. Det er et udtryk for nogle værdier, som jeg i hvert fald ikke kan se mig selv i,« sagde Steen Holm Iversen til DR og gjorde det klart, at han var klar til at blive løsgænger i byrådet i Varde.

Steen Holm Iversens kritik blev leveret forud for det hovedbestyrelsesmøde, som Liberal Alliance onsdag afholdt med blandt andet Henrik Dahls ord på dagsordenen.

Der kom ikke andre konsekvenser af mødet end Henrik Dahls Facebook-undskyldning, og når partiledelsen nu ikke har vedtaget nogle sanktioner, bør Steen Holm Iversen altså tage konsekvensen, mener Henrik Dahl.

»Min stilling hos partiet er uforandret, så jeg ser frem til, at han lever op til sit ord og melder sig ud af Liberal Alliance. Det er ham, der stiller ultimative krav. Han har ført sig frem på sin ordentlighed, sin redelighed og ordholdenhed, og så er der kun en mulighed, hvis han er en mand af ære,« siger Henrik Dahl til Jydske Vestkysten.