Fortsæt til indhold
Politik

»Politisk rockstjerne« skal rejse parti efter katastrofevalg

En stærk retoriker og liberal værdikriger. Sådan lyder skudsmålet af Liberal Alliances nye partiformand, Alex Vanopslagh.

Alex Vanopslagh. Det er navnet på den nye partiformand i Liberal Alliance.

Han er søn af en fransk far, som er slagter, og en ufaglært dansk mor, der ifølge sin politikersøn ikke er sådan at vælte omkuld.

Han er født i Frankrig for 27 år siden og navngivet dér. Han troede, at efternavnet betød opstigning på flamsk, men da han en dag smækkede sit sygesikringskort på disken i en bar og sagde, at det betød opstigning, pillede bartenderen ham ned. Næ, nej, det betyder opbevaringsrum, fik han at vide.

»Der brød min verden sammen,« fortalte Alex Vanopslagh med et glimt i øjet til TV 2 News søndag. Kort før tv-interviewet havde LA’s stærkt minimerede folketingsgruppe peget på ham som ny formand for partiet.

Pilen peger på ...

Vejen blev banet, efter at partistifter Anders Samuelsen torsdag trak sig som formand oven på nedsmeltningen af partiet ved folketingsvalget, hvor LA kun lige kravlede over spærregrænsen og fik fire mandater mod 13 ved valget i 2015. Anders Samuelsens kronprins, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, ønskede ikke at tage over, Ole Birk Olesen meldte ligeledes pas, mens Henrik Dahl pegede på Alex Vanopslagh.

Du er en politisk rockstjerne, du ejer debatten og formår at få publikum med dig.
Begrundelse for at Alex Vanopslagh under Folkemødet på Bornholm i 2016 vandt DM i debat

Trods sine kun 27 år er han ikke selv bange for at skulle lede det liberale parti, der skal bygges op på ny og genskabe tilliden hos vælgerne. Efter katastrofevalget sagde han, at han aldrig har været bange for at tage lederskab, hvad end det har været i gymnasiet, i kommunalpolitik, landspolitik eller ungdomspolitik. Han stoler på sine egne evner, sit ideologiske tankegods og regner med at få hjælp hos de tre erfarne politikere, som pegede på ham som ny formand.

Skarp retoriker

Alex Vanopslagh var formand for Liberal Alliances Ungdom fra 2014-2016, hvor han sikrede ungdomsafdelingen markant flere medlemmer, han har det sorte bælte i karate, er cand.scient.pol og arbejder som public affair-konsulent. Han er opvokset i Struer, boede nogle år i Herning, hvor han blev student, og bor nu i Vanløse og har en søn på tre år.

For at kunne føre valgkamp i Vestjylland har Alex Vanopslagh siden slutningen af april haft orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, hvor han er sit partis gruppeformand og kendt som en liberal værdikriger. Han er samtidig kendt som en overordentlig skarp retoriker med et kvikt hoved.

Under Folkemødet på Bornholm i 2016 vandt Alex Vanopslagh DM i debat, og ifølge dagbladet Politiken lød begrundelsen:

»Du er en politisk rockstjerne, du ejer debatten og formår at få publikum med dig – selv når de er lodret uenige med dig. Det er så fortjent, at du tager den sejr.«

Et af få lyspunkter

Lars Weiss, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, kender Alex Vanopslagh fra politiske forhandlinger og debatter på Københavns Rådhus, og han kender ham da også som en meget stærk retoriker og en ideologisk værdikriger.

»Hans markante holdninger ligger også i, at han er en stærk ideolog. Han er et holdningspræget menneske, der er meget ideologisk rodfæstet, og det præger hans politiske arbejde,« har Lars Weiss tidligere sagt til det politiske netmedie Altinget.

Alex Vanopslagh vakte opsigt med et indlæg i Politiken i 2014 i ligestillingsdebatten, da han skrev, at »størstedelen af kvinderne tænder på en mand, der tager styring og dominerer hende«.

Nu er det Alex Vanopslagh, som skal tage styringen af Liberal Alliance. Med 3.337 personlige stemmer erobrede han ved folketingsvalget et mandat i Vestjyllands Storkreds og var dermed et af de få lyspunkter for LA ved onsdagens valg.