Arbejdsløs Mette Bock siger farvel til politik: »Vælgerne synes bare ikke, at sådan et menneske som jeg skal til Bruxelles«
Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) er snart fortid i dansk politik.
Liberal Alliance formåede ikke at samle stemmer nok til at komme i EU-Parlamentet ved søndagens valg.
Resultatet betyder, at partiets spidskandidat, kultur- og kirkeminister Mette Bock, om kort tid er arbejdsløs. Allerede søndag aften meddelte hun, at valgnederlaget ville betyde et farvel til politik. Og mandag har hun på Facebook uddybet sine tanker om både EP-valget og det kommende folketingsvalg.
»Vælgerne synes simpelthen bare ikke, at sådan et menneske som jeg skal til Bruxelles. Jeg er dybt taknemmelig for mine otte år som folketingsmedlem, medlem af Præsidiet og som kirkeminister og kulturminister,« skriver Mette Bock på sin Facebook-profil og forklarer samtidig, at hun nu skal » tilbage til civilsamfundet som et frit menneske«.
»Jeg skal nok finde fylde og indhold i mit liv udenfor Christiansborg,« skriver hun, inden hun opfordrer sine følgere til at stemme til folketingsvalget om halvanden uge.
Liberal Alliance har aldrig tidligere haft en plads i EU-Parlamentet. Ved valget i 2014 fik partiet 2,9 pct. af stemmerne, mens det tal ved søndagens valg faldt til 2,2 pct. af stemmerne. Dermed fik LA færrest stemmer af alle de danske partier, der stillede op.
Mette Bock blev valgt som Liberal Alliances spidskandidat i september sidste år. Dengang - inden datoen for folketingsvalget blev kendt - sagde hun til DR, at hun gerne ville fortsætte som minister i landets regering, hvis folketingsvalget blev afholdt inden EP-valget.
»Jeg har lyst til at komme i EU-Parlamentet, men hvis jeg skulle få muligheden for at fortsætte i den danske regering, så kan ingen vel fortænke mig i at sige, at det vigtigste må være at tjene sit eget land i egen regering,« sagde hun.
Timingen af folketingsvalget slukkede dog den drøm.
Mette Bock har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2011 og har været kultur- og kirkeminister siden 2016. Tidligere har hun bl.a. været programdirektør i DR.