Løkke i triumf: »I aften har vi overrasket dem alle sammen«
Venstre har akkurat fået partiets bedste EP-valg nogensinde og fire pladser i Europa-Parlamentet.
Venstre har fået sit bedste europaparlamentsvalg nogensinde.
Med et endeligt resultat på 23,5 procent af stemmerne ser Venstre ud til at få fire mandater i Europa-Parlamentet og dermed blive det største danske parti foran Socialdemokratiet.
Med kram til sønnen Bergur Løkke Rasmussen (V) og et jubelbrøl fra partifællerne i Landstingssalen på Christiansborg banede statsminister Lars Løkke Rasmussen sig vej gennem Venstre-valgfesten flankeret af sin hustru, Sólrun, og spidskandidat, Morten Løkkegaard (V).
»Venstre har i aften fået et flot, flot valg.«
»I aften har vi overrasket dem alle sammen. Alle dem, der sagde, at europaparlementsvalget ville stå i skyggen af folketingsvalget, og at ingen ville komme og stemme,« sagde Løkke fra podiet, mens klapsalverne næsten overdøvede ordene.
Endnu kender vi ikke de endelige personlige stemmetal, men de fire øverste kandidater på Venstres liste er Morten Løkkegaard, Linea Søgaard-Lidell, Asger Christensen og Søren Gade.
Særligt sidstnævnte har trukket personlige stemmer i tusindvis og ser ud til at kunne blive en af valgets suveræne topscorere, viser den foreløbige optælling af personlige stemmer.
Venstres hidtil bedste EP-valg var i 1999, hvor partiet fik 23,4 procent af stemmerne. Den rekord er nu slået med 0,1 procentpoint.
»Alt tyder på, at vi har fået det bedste valg til Europa-parlamentet nogensinde,« sagde Løkke, mens stemmerne stadig blev talt op.
Selvom der er problemer med EU, så må Danmark aldrig nogensinde bure sig inde eller grave grøfter, sagde han.
»Danmark er og skal være et moderne og åbent land. Det bekræfter aftenens resultat. Det er et bevis på, at der fortsat er bred opbakning til den linje, til Venstres linje.«
I nat skal resultatet fejres, men allerede i morgen venter folketingsvalgkampen med uformindsket styrke, lød det fra den glade partiformand:
»Om præcis 10 døgn står vi her igen. På endnu en valgaften. Skal vi ikke aftale med hinanden, at det bliver med lige så god stemning, som den vi har i aften?«
Pro-europæiske partier går frem
Overordnet er valgresultatet en sejr for de EU-positive partier, som går frem over hele linjen.
Hos De Konservative blev der åndet lettet op, da det stod klart, at partiet bevarer sit ene mandat i parlamentet. Pladsen går efter al sandsynlighed til spidskandidat Pernille Weiss.
Til gengæld kommer Liberal Alliance ikke ind, og dermed siger nuværende kultur- og kirkeminister og LA-spidskandidat, Mette Bock, farvel til politik.
Den helt store vælgerlussing er dog gået til Dansk Folkeparti, som er blevet mere end halveret; fra 26,6 procent i 2014 til 10,7 procent i år. DF vil ifølge DR’s prognose kun få et enkelt mandat mod fire ved seneste valg.
Alternativet kommer ikke ind. Det gør til gengæld Enhedslisten med ét mandat, mens Folkebevægelsen mod EU ryger helt ud for første gang i parlamentets historie.
De Radikale går frem til to mandater. Det samme gør SF.
Stemmeprocenten endte på 66 procent, hvilket er rekord for et EP-valg i Danmark.