Her er de mærkeligste og sjoveste valgplakater
Kan politikere være kreative og måske ligefrem sjove? Her er deres bedste forsøg.
Valgplakater kan flytte stemmer, sagde en ekspert forleden. Så derfor er der kamp om lygtepælene i denne tid.
Lørdag d. 11 maj klokken 12 gik startskuddet til valgplakat-opsætningen. Nogle hænger dem omvendt for at skabe mere fokus, mens andre går af nye uafprøvede veje for at få et smil frem hos vælgerne, få dem til at tænke eller måske huske lige nøjagtig deres ansigt.
På jp.dk samler vi traditionen tro valgkampens pletskud − også de ufrivilligt morsomme.
Er dette valgkampens mest ’crazy’ valgplakat? Det mener Benny Engelsbrecht (S), der har fået hjælp fra den sønderjyske rapper L. Ron Harald, som fik danskerne til at synge med på hits som ”Mæ Å Min Kadett” i 90’erne og 00’erne. Han er i øvrigt netop udkommet med en ny plade. Den hedder Fikumdick og er hans første nye udgivelse siden 2008.
»Jeg kørte med en taxachauffør i går, der fortalte, at han havde set to personer om aftenen pille en plakat ned, så jeg tror, at de bliver et samlerobjekt. Vi har lavet 250 af dem, og jeg regner ikke med, at der er mange tilbage efter valget - folk ringer allerede nu og spørger, om de må få en,« fortæller Benny Engelsbrecht til Jyllands-Posten.
Er det en række plus-kæbede frøer, eller har Greenpeace haft photoshoppen fremme? Svaret er ja. Det kan være svært at genkende ministrene, men Greenpeace har lagt nogle år på deres portrætter og skrevet en ’undskyldning’ til miljøet for ikke at sætte klimaet nok på dagsordenen i valgkampen 2019.
Så er der denne plakat, der ifølge ophavsmanden, er et modsvar på ’de intetsigende’ valgplakater. Håndtegnet. Måske fremtiden?
Christian Sophus Ehlers mener, at dette er et bud på den mest uheldige valgplakat. Et ansigt med ordene »Varm Luft«.
En valgkamp kan være en dyr omgang. Så er det pengene, der er løbet ud her? Det vides ikke, men plakaten er i hvert fald stilistisk enkel. Pap og sprit-tusch.
Her er vi fremme ved en valg-klassiker, som borgerne på Amager i hvert fald kan nikke genkendende til.
Iført kun cowboyhat og pistolbælte har løsgængeren John Erik Wagner i flere omgange ført kampagne rundt i de københavnske gader. Den atypiske politiske kampagne har fået stor medieomtale her hjemme og har også skabt røre i udlandet.
Men ved dette valg ærgrer John Erik Wagner sig lidt. Han vil gerne genbruge sine gamle plakater, men de nøgne af dem er tilsyneladende blevet samler-objekter. De er i hvert fald forsvundet...
En anden plakat-klassiker er Schiller Instituttets Venner, der går ind for ’ubegrænset fusionsenergi på Jorden’ og samarbejde istedet for krig, hvilket jo er svært at argumentere imod.
Alternativet har skabt en unika-plakat. En smeltende plakat med et billede af et verdenskort.
Museet Den Gamle By i Aarhus vil også være med. Der ligger nemlig et plakatmuseum, der også har forrige tiders valgplakater liggende. Nogle af disse er kommet op i lygtepælene i gaderne i Den Gamle By.
»Ikke så snart har statsministeren udskrevet valg til Folketinget, før lygtepælene i Den Gamle By er fuldt optaget af valgplakater anno ”dazumal”. Materialet stammer naturligvis fra Plakatmuseets store samling af valgplakater. Når man er så gammel som jeg er, kan det være helt hyggeligt at se plakaterne fra forlængst hedengangne partier som Venstresocialisterne, Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti og Kommunisterne. Det forlyder i øvrigt, at Den Gamle Bys restaurant også vil servere valgflæsk - men det kan man jo få så mange steder i denne tid,« skriver museumsdirektør Thomas Bloch Ravn på sin Facebook-profil.
Send meget gerne et tip eller et billede til jamilla@jp.dk, hvis du falder over en genial plakat i din valgkreds. Så opdaterer vi listen.