Ny måling: Det ser ekstremt svært ud for Lars Løkke og co.

Lars Løkke Rasmussen og blå blok er i en ny måling så langt bagud, at det ifølge en valgforsker ikke er realistisk at indhente oppositionen. Samtidig står partiet Stram Kurs til at komme i Folketinget, og DF risikerer at blive slået tilbage til 2001.

Artiklens øverste billede
Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også læser meningsmålinger, tror han på, at han kan vinde valget. Torsdag morgen uddelte han valgmateriale på Nørreport Station, inden han drog til EU-topmøde i Rumænien. Foto: Jens Dresling

Man skal aldrig sige aldrig, men nu og her ligner det en umulig opgave for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at bevare nøglerne til Statsministeriet ved folketingsvalget grundlovsdag.

En ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Norstat for Jyllands-Posten og Altinget blandt et repræsentativt udsnit af vælgerne viser fortsat en klokkeklar føring til de partier, som ønsker Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som statsminister.

Med 26 dage tilbage af valgkampen vil blot 37,9 procent af danskerne sætte kryds hos et af regeringspartierne eller Dansk Folkeparti. Den røde opposition er 12,5 procentpoint foran blå blok, viser målingen.

»Selvfølgelig kan jeg vinde det her valg. Ellers ville jeg ikke stille op,« lød det selvsikkert fra Løkke på dagen for valgudskrivelsen, men den analyse tror professor og valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager ikke på:

»Det er ikke realistisk at kunne indhente så stort et forspring,« siger han.

Valgforskeren peger dog på, at det ikke nødvendigvis bliver let for Mette Frederiksen at danne regering med alle de krav, som hendes potentielle støttepartier har fremsat.

Nye og gamle blokke

Det er nye tider i dansk politik. Blokpolitikken er blevet erklæret død, og det giver ikke længere meget mening at tale om de traditionelle røde/blå blokke, da flere nye har meldt deres ankomst, og Alternativet − som normalt regnes med i den røde blok − nu peger på Uffe Elbæk som statsminister.

Lad os alligevel prøve:

  • Partierne, der som udgangspunkt peger på Mette Frederiksen som statsminister (S, R, SF og EL), står til 89 mandater.
  • Partierne, der peger på Lars Løkke Rasmussen (V, K, LA og DF), står til 69 mandater. Regner man Nye Borgerlige med i Løkkes fold, har han opbakning fra 73 mandater.
  • Alternativet står til syv mandater.

Dertil kommer de fire nordatlantiske mandater og Stram Kurs, som vi vender tilbage til.

Dykker man ned i tallene, står det klart, at særligt Dansk Folkeparti går presset ind i valgkampen med den laveste opbakning i en Norstat-måling i årevis. Kun 12,7 pct. af vælgerne ville stemme DF, hvis der var valg i dag − en tilbagegang på 14 mandater sammenlignet med valgresultatet fra 2015.

Også Nye Borgerlige med Pernille Vermund tager et mærkbart dyk sammenlignet med tidligere målinger. NB danser nu på kanten af spærregrænsen med 2,1 pct. Om partiet er over eller under, er umuligt at sige.

Paludan i Folketinget

Længere ude på den yderste højrefløj finder man det kontroversielle, nye parti Stram Kurs, som ønsker at forbyde religionen islam i Danmark og udvise alle ikkevestlige personer, der ikke har dansk statsborgerskab.

Partiet med den koranafbrændende Rasmus Paludan i spidsen står til at få 3,5 pct. af stemmerne svarende til seks mandater i Folketinget.

Norstat-målingen er den første af sin slags, hvor Stram Kurs er med, og skal derfor tages med forbehold. Men i lyset af lignende målinger fra andre analyseinstitutter har Rune Stubager svært ved at se luften gå af Paludans ballon:

»Jeg må ærligt indrømme, at jeg er overrasket. For et par uger siden troede jeg ikke på, at Stram Kurs ville komme ind. Nu tror jeg faktisk på det,« siger han og tilføjer:

»Hvad der kommer let, går let, men man kan sige, at når først folk er sprunget med på vognen med de vidtgående holdninger, partiet står for, skal der nok en hel del til, for at folk hopper af igen.«

Stubager påpeger dog, at der stadig er betydelig usikkerhed om, hvordan Stram Kurs vil stille sig, hvis partiet kommer ind. Både i forhold til en regeringsdannelse og på andre spørgsmål end lige netop udlændingepolitikken.

Kort efter valgudskrivelsen tirsdag afviste Lars Løkke Rasmussen blankt at imødekomme Stram Kurs efter valget.

»Jeg kommer ikke til at kunne bygge en regering på en politisk dialog eller politiske indrømmelser til det parti. Det kommer ikke til at ske,« sagde han og tog skarp afstand fra partiets syn på islam.

»Sidst man hørte om sådan nogle tanker − hvor en bestemt religion skulle trykkes ud, og folk skulle deporteres − det var dengang i mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig,« sagde Løkke med henvisning til Nazitysklands jødeforfølgelse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.