Fortsæt til indhold
Politik

Politikeres gennemslagskraft er guld værd for interesseorganisationer

Johanne Schmidt-Nielsen er den seneste i rækken af folkevalgte, som har forladt hvervet på Christiansborg til fordel for en toppost hos en interesseorganisation.

Efter 12 år i Folketinget er Johanne Schmidt-Nielsen (EL) blevet ansat som generalsekretær for Red Barnet. Dermed bliver hun del af en stadigt voksende række folketingspolitikere, som har skiftet den daglige gang på Christiansborg ud med topposter i interesseorganisationer.

Johanne Schmidt-Nielsen tiltræder stillingen efter det kommende folketingsvalg. Hun overtager stillingen fra den tidligere generalsekretær i Red Barnet Jonas Keiding Lindholm, som blev fyret i december.

»Johanne Schmidt-Nielsen er en markant profil, som vi har valgt i et stærkt felt. Hun har været en markant stemme på Christiansborg, er en naturlig og karismatisk leder og en stærk kommunikator,« skriver formand for Red Barnet Lars Svenning Andersen i en pressemeddelelse.

Ifølge en undersøgelse udgivet i fagbladet Økonomi og Politik i 2017 har der siden årtusindskiftet tegnet sig en regulær tendens til, at politikere forlader Christiansborg for at indtage poster i interesseorganisationer. Og det er ikke helt uden grund.

»Dels har politikere noget politisk ”know-how” og netværk i det politiske system, dels er de rigtig dygtige til at brænde igennem i medierne. Og det sikrer jo interesseorganisationerne både opmærksomhed og måske også en bedre placering i det politiske landskab fremover,« siger medieforsker Mark Ørsten, som er en af forskerne bag udgivelsen.

Rækken af ekspolitikere tæller blandt andre Karen Hækkerup (S), som i 2014 forlod sit hverv som justitsminister til fordel for en stilling som direktør i Landbrug og Fødevarer. Og Lene Espersen, som også i 2014 skiftede sin stol i folketingssalen ud med en direktørstol i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.

Men den stigende tendens til jobskifte blandt toppolitikere er ikke alene forårsaget af interesse fra interesseorganisationernes side. Ifølge Mark Ørsten er politikerne også selv blevet mere opsøgende og interesserede i at skifte kurs på deres karrierevej.

»Tanken om, at man ”udtjener sin værnepligt” i Folketinget og så går på pension holder jo ikke længere. Så de skifter mere job – Johanne Schmidt-Nielsen skal skifte job, fordi Enhedslisten har regler for den slags – og politik er nok blevet mere en karrierevej end det har været før,« siger Mark Ørsten.