SF vil hæve skatten for at bruge milliarder på velfærd
SF vil øge skatterne på bl.a. aktier og store formuer med 14 mia. kr. for at finansiere et løft af velfærden. Det vil ifølge partiet selv vil give 25.000 flere offentligt ansatte.
Med en ny 2025-plan vil SF bruge milliarder på flere pædagoger, mere sundhedspersonale og investeringer i klima og miljøet. For at finansiere de mange initiativer skal skatten hæves, og det økonomiske råderum, som politikerne kan disponere over de kommende år, skal tømmes.
»Vi vil genskabe trygheden, der hvor langt de fleste borgere møder velfærden; i daginstitutionerne, på hospitalerne, i ældreplejen, i folkeskolerne,« lyder det fra SF’s Pia Olsen Dyhr i sin tale ved partiets landsmøde i Kolding lørdag:
»Vi vil give de ansatte mere ro på. Vi vil give alle os, der er dybt afhængige af god børnepasning, skoler, sygepleje i verdensklasse – give os alle sammen noget mere ro på. Vi vil kunne sige til den dygtige sygeplejerske eller pædagog, at hun altså ikke behøver at tage løbeskoene med på arbejde. Hun skal faktisk helst lade være med at løbe.«
I sin tale præsenterede Pia Olsen Dyhr en »investeringsplan for velfærden« der fordeler 47 mia. kr. frem mod 2025. Den største del skal bruges på at øge det offentlige forbrug, så det mere end dækker de stigende udgifter, der følger med, når der i de kommende år bliver flere ældre borgere. Planen skal også finansiere en afskaffelse af kontanthjælpsloftet, en ordning for tidligere pension til nedslidte samt en større klimaindsats.
Hvis man på en gråvejsdag godt kan synes, at dansk politik er lidt som én stor sammenkogt ret, så kan selv en farveblind se forskellene i dag.Pia Olsen Dyhr (SF), formand for SF
Pengene finder SF dels ved at tømme det økonomiske råderum, der er i dansk økonomi de kommende år. Samtidig vil partiet hæve skatter for samlet 14 mia. kr. Partiet foreslår en ny »topskat« på aktier og værdipapirer, en særskat på »meget store formuer« og en skat på reklamer, der skal ramme store techvirksomheder.
»Vores plan er ikke gratis. Pengene skal findes, vi er jo SF’ere. Men vi insisterer på, at finansieringen denne gang skal være fair,« sagde Pia Olsen Dyhr, der i sin tale tegnede et dysteret billede af et presset velfærdssamfund, som der er »hullet som en si.«
Konkret skal aktieindkomster fremover indregnes i topskattegrundlaget, foreslår SF. Det betyder, at for topskatteydere skal betale ca. 42 pct. af hele aktieindkomsten. I dag er der kun aktieindkomster over 50.000 kr. der beskattes med 42 pct. Indkomster under det beløb beskattes altid med 27 pct.
Den nye skat på »store indkomster« betyder konkret, at formuer over 5 mio. kr. (fraregnet pension) beskattes med 0,5 pct.
Partiet vil også finde 2 mia. kr. ved at skære ned på statens udgifter til konsulentydelser.
SF-planen står i skarp kontrast til det udspil, som Liberal Alliance har præsenteret på sit landsmøde i København lørdag. Her vil partiet gennem nulvækst i det offentlige forbrug finde milliarder til blandt andet en fjernelse af topskatten og registreringsafgiften samt lavere energiafgifter. Det skal skabe vækst og flere job.
»Hvis man på en gråvejsdag godt kan synes, at dansk politik er lidt som én stor sammenkogt ret, så kan selv en farveblind se forskellene i dag. Kolding og København. Det er i virkeligheden folketingsvalget kogt ned til en bouillonterning. To vidt forskellige visioner for Danmark. To vidt forskellige valg,« sagde Pia Olsen Dyhr i sin tale i Kolding.
I sin tale satte Pia Olsen Dyhr også flere ord på en af de meldinger, som hun er kommet med op til landsmødet:
Hvis oppositionen får flertal efter et kommende folketingsvalg, så vil SF gerne i regering med Socialdemokratiet - hvis politikken vel at mærke er den rigtige. Hun flirtede sågar med tanken om en SF’er i spidsen for et nyt grønt superministerium.
Men i sin tale mindede hun også om erfaringerne fra sidst, SF var i regering.
Det endte med et kaotisk exit, et formandsskifte - hvor Pia Olsen Dyhr erstattede Annette Vilhelmsen - og en massiv vælgerflugt.
»For præcis fem år og 30 dage siden stod jeg her i Kolding. Lige præcis her. Mit første landsmøde som formand for SF. Mange af jer var med. Og jeg kan se, at I sidder og smiler lige nu. Men for fem år siden var der langt mellem smilene. Vi var lige trådt ud af regering... eller nærmere; tumlet ud af regering. Hvis vi skal være helt ærlige over for hinanden, så så det ikke særlig kønt ud. Folk vi stolede på opdagede pludselig, at de havde været socialdemokrater hele livet. Kommentatorerne havde dømt os ude. Håbet? Det skulle man lede længe efter,« lød det fra formanden, mens flere af partiets medlemmer brummede bekræftende ude i salen.
»For fem år siden kiggede vi hinanden dybt i øjnene og blev enige om at SF ikke skulle tilbage til fortiden eller laves om til et parti, SF ikke er. Vi blev enige om at tage erfaringen til os. Alt det der ikke fungerede. Alt det, der på trods af alt fungerede rigtig godt. Og i dag er SF et stærkere og mere robust parti. Det vil vi være i regering. Det vil vi være udenfor regering. Det vil vi være i opposition,« slog Pia Olsen Dyhr fast.
SF’s landsmøde fortsætter lørdag og søndag.