Ekstra Bladet: »Vi er ikke ude på at forværre hans sygdom«
Ekstra Bladets historier var skyld i, at Henrik Sass Larsen fik et tilbagefald i sin depression, fortæller han. »Vi passer vores arbejde,« siger chefredaktør.
Bør journalister gå mindre aggressivt til værks over for politikere på Christiansborg?
Det spørgsmål er nu til debat, efter at Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i et interview i Politiken søndag fortalte, at han blev ramt af en depression, der har været undervejs i et stykke tid og i oktober sidste år kulminerede i et psykisk nedbrud.
Efter to måneder med intensiv psykologhjælp går det bedre i dag, men sygdommen melder sig stadig af og til, lyder det fra Henrik Sass Larsen. Og det er netop et nyligt tilbagefald, der har fået ham til at stå frem med sin sygdom, fremgår det i interviewet.
I en tv-optræden i programmet ”Presselogen” på TV 2 News weekenden før var Henrik Sass Larsen nemlig ikke helt sig selv. Hans mimik og toneleje var ustabile. Ifølge Henrik Sass Larsen var hans sygdom dukket frem igen, efter at han ikke havde sovet i to døgn.
Det skyldtes ifølge den socialdemokratiske gruppeformand, at Ekstra Bladet var på vej med nye historier i avisens længerevarende dækning af, at Henrik Sass Larsen bl.a. ikke er mødt op til 4 af 11 møder hos statsrevisorerne sidste år. Det til trods for, at han får 330.000 kr. om året for netop at være statsrevisor.
»Prøver at provokere«
Henrik Sass Larsen kritiserede i programmet ”Presselogen” Ekstra Bladets dækning for at være en form for menneskejagt.
»De har stået foran vores kontorer, jeg er kommet fra toilettet, jeg har stået nede i kantinen, hvor de også kommer hen. Det er generende. De laver et produkt, hvor de synes, det er skæppeskønt – måske endda morsomt. Og det synes jeg ikke. Jeg synes, de prøver at provokere,« sagde han.
Henrik Sass Larsen ønsker ikke at kommentere sagen yderligere over for Jyllands-Posten søndag.
Men hans partifælle Henrik Dam Kristensen, der sidder i Folketingets Præsidium, har indgivet en klage på Henrik Sass Larsens vegne til præsidiet over Ekstra Bladets opførsel. Han forklarer:
»Det kan ikke være sådan, at man på sin arbejdsplads hele tiden bliver opsøgt af den samme journalist med de samme spørgsmål. Hvis man én gang har sagt, at man ikke vil kommentere det, så må journalisterne respektere det.«
Passe sit arbejde
Fra Ekstra-Bladets chefredaktør, Poul Madsen, lyder det, at »vi bare passer vores arbejde«, og han opfordrer Henrik Sass Larsen til at sygemelde sig, hvis depressionen er skyld i, at han ikke kan passe sit arbejde.
»Vi har på fuldstændig legitim vis afprøvet, om han er mødt frem til møder hos statsrevisorerne. Det har han ikke gjort, og derfor har vi så efterfølgende forsøgt at få en kommentar fra ham. Hvis han havde sagt: ”Jeg er syg; jeg kan ikke passe mit arbejde”, så havde vi ladet ham være i fred,« siger han.
At Ekstra Bladet har bedrevet en form for menneskejagt på Henrik Sass Larsen, afviser chefredaktøren som »noget vrøvl«.
»Når vi møder ham på gangene på Christiansborg, så spørger vi selvfølgelig ind til historien. Alt andet ville da være mærkeligt. Vi har ikke fulgt ham ind på toilettet eller andet, som han har påstået. Det er helt forkert.«
Henrik Sass Larsen fortæller nu, at han har haft et tilbagefald pga. historier fra Ekstra Bladet. Skal I tage hensyn til det?
»Til en vis grænse skal vi tage hensyn til det. Men også kun til en vis grænse. Så længe han har det meget, meget ansvarsfulde job som statsrevisor, så vil vi selvfølgelig holde øje med, om han er i stand til at komme til møderne. Hvis ikke, så må han jo sygemelde sig.«
Hensyn til en vis grænse – hvilke hensyn indebærer det?
»Vi er ikke ude på at forværre hans sygdom. Men vi har også en forpligtelse til at holde øje med, om politikerne varetager de hverv, de er valgt til. Jeg vil ikke give en garanti på, at hvis han ikke passer sit arbejde, så vender vi det blinde øje til. Så passer vi jo ikke vores arbejde. Men vi har ikke nogen intention om at jagte ham ned ad gangene. Det har vi heller ikke gjort.«