Fortsæt til indhold
Politik

Partifælle til Heitmann: Ikke en værdig stil

Hård V-kritik af Jane Heitmann efter 19 nærgående spørgsmål om regionsudgifter.

Hun er ikke værdig som sundhedsordfører.

Endnu en lammende kritik rammer nu Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, fra egne rækker, efter det er kommet frem, hun som medlem af Folketingets Sundhedsudvalg stillede 19 anonyme spørgsmål, som ifølge flere af Venstres egne regionsrådspolitikere ligner et forsøg på at grave miskrediterende oplysninger frem om regionernes forbrug.

Spørgsmålene handlede om alt fra, hvor mange penge regionerne bruger på kost, logi og drikkevarer i forbindelse med rejser, til udgifterne til medlemmernes aviser, iPads, taxakørsel, internet, telefoner, tjenestebiler, administration, konferencer, kurser, indretning af kontorer samt løn og vederlag i bestyrelser.

Bygen af spørgsmål ramte ind i debatten om nedlæggelse af landets regionsråd, hvilket er en central del af regeringens sundhedsudspil.

Efter Jyllands-Posten kontaktede Heitmann for at høre om baggrunden for hendes spørgelyst, blev spørgsmålene trukket tilbage og Heitmann selv ønskede ikke at kommentere historien.

Det gør til gengæld hendes partifælle fra Fyn:

»Jeg synes ikke, det er en værdig stil for en Venstre-sundhedsordfører«, siger gruppeformand i Region Syddanmark, Bo Libergren (V).

En fordækt hensigt

Bo Libergren, der også er kandidat til Folketinget, blev først og fremmest »forbløffet«, da han hørte om sin partifælles anonyme spørgsmål:

»Det næste øjeblik tænkte jeg Man merkt die Absicht und wird Verstimmt,« siger han og henviser til et lettere omskrevet Goethe-citat, som også sundhedsprofessor Keld Møller Pedersen i Jyllands-Posten tirsdag brugte til at beskrive, hvad han tænkte, da han hørte, at et spørgsmålene gik på, hvad Danske Regioner betalte i honorarer til Kjeld Møller Pedersen for at holde oplæg.

Bo Libergren støtter åbenhed om regionernes brug af borgernes penge, og men peger på, at meget information allerede ligger frit tilgængeligt.

»Altså, hvad er meningen med at stille de spørgsmål til de her ting? Jeg tænker, hvad skal de bruges til og hvorfor stiller hun spørgsmålene anonymt? Det sidste er næsten det værste,« siger han.

Hvorfor?

»Deri ligger jo en eller anden fordækt hensigt. Det er måske det mest skuffende. Bortset fra, det er en partifælle, som åbenbart mener, at forsøge at slå på misundelsen, forargelsen og politikerleden ligefrem er noget, man skal dyrke i en diskussion om en sundhedsreform.«

»Det er en fuldstændig mærkværdig adfærd. Også i lyset af, at vi både sidder på sundhedsministerposten og regionsrådsformandsposten. Vi sidder på alle kommandoposter, og så synes Jane Heitmann, at den her måde at diskutere på er relevant. Det undres jeg dybt over.«

Er hun den rigtige til at repræsentere jer på det her område?

»Det må folketingsgruppen jo gøre op med sig selv om, hvorvidt er en værdig stil. Jeg synes det ikke.«

»Man bør jo vende det i folketingsgruppen, når der sker sådan nogle ting af en så usædvanlig karakter. Jeg håber meget, det er noget, hun har gjort på egen hånd.«

Er det formildende, hvis det er noget, hun er blevet bedt om at spørge til på partiets vegne?

»Nej, det er forværrende. Jeg håber så sandelig, det er en enkelt ordfører, der er skejet ud og har ramt forbi. Jeg håber ikke, det er den her måde, vi skal diskutere med hinanden på i Venstre,« siger han.

Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, ønsker ikke at udtale sig om sagen, men henviser i stedet til Jane Heitmann. Hun har tirsdag eftermiddag sendt en skriftlig kommentar, hvor hun forklarer, at hun stillede de 19 spørgsmål for at få konkret viden og et faktuelt grundlag at debattere ud fra.

»For mig har det været vigtigt, at kunne forholde mig faktuelt til de spørgsmål om regionernes drift og administration, som jeg bliver mødt af til debatter rundt omkring,« skriver Heitmann blandt andet.