Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Overblik: Her er hovedpunkterne i finansloven for 2019

Regeringen og Dansk Folkeparti er fredag blevet enige om en finanslov for næste år.

Næste års finanslov byder på markante udlændingestramninger, bedre sundhed og flere penge til pensionisterne og lang række andre ting.

Få overblik over centrale dele af indholdet i finanslovsaftalen for 2019:

Pension og ældre

  • Satspulje-ordningen til samfundets svageste grupper afskaffes.
  • Folkepensionens grundbeløb stiger i 2019, og skal fra 2020 følge lønudviklingen.
  • Staten indbetaler 0,3 procent af overførselsydelsen ekstra hvert år på en obligatorisk pensionsopsparing for nogle grupper på overførselsindkomst.
  • Der indføres en ny skattefri seniorpræmie på 30.000 kr. for alle personer, som er i job mindst 30 timer ugentligt i det første år efter folkepensionsalderen (svarende til i alt 1.560 betalte arbejdstimer inkl. ferie).

Paradigmeskift i udlændingepolitikken

  • Fremover skal opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte i alle flygtningegrupper alene udstedes med henblik på midlertidigt ophold. Opholdstilladelsen skal inddrages så snart det er muligt. Og den skal kun forlænges, hvis der vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at gøre det. Om skiftet hedder det i aftalen:

    »Myndighederne skal således – i modsætning til i dag – gå til grænsen af de konventionsmæssige forpligtelser, når der træffes afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse.«
  • Flygtninge mister blandt andet deres retskrav på at få anvist en permanent bolig i kommunerne.
  • Straffen for at overtræde et indrejseforbud hæves fra normalt 10-60 dages fængsel i førstegangstilfælde til et års fængsel for de personer, der blev udvist med en dom på mindst tre måneders ubetinget fængsel.

Mulighed for loft over familiesammenføringer

  • Der bliver mulighed for at aktivere et loft over antallet af familiesammenføringer, hvis antallet af asylansøgere »stiger kraftigt, og det på den baggrund kan forudses, at det samlede system til håndtering af flygtninge mv. bliver presset«. Der nævnes ikke noget specifikt tal. Det bliver den siddende udlændinge- og integrationsminister, der kan aktivere loftet.

Lavere ydelse til flygtninge

Integrationsydelsen til flygtninge sænkes og skifter navn. For nyankomne flygtninge hedder den fremover selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, mens den for andre personer hedder overgangsydelse. Enlige forsørgere får fremover 2.000 kroner mindre om måneden. For samboende og gifte forsørgere sættes ydelsen månedligt ned med 1.000 kr. per person.

Kriminelle udlændinge sendes til lille ø

  • Kriminelle udlændinge på tålt ophold skal flyttes fra Udrejse Kærshovedgård ved Ikast til et nyt udrejsecenter på den lille ø Lindholm i Stege Bugt.
  • Centret, som ventes at kunne tages i brug i 2021, skal huse udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere, kriminelle afviste asylansøgere.
  • Her pålægges de opholds-, melde-, og underretningspligt. Straffen for at overtræde disse forpligtelser skal mangedobles.
  • Der afsættes i alt 759 mio. kr. til etablering og drift af centret,

Uddannelse af fængselsbetjente i Vestdanmark

  • Der skal etableres en uddannelse for fængselsbetjente i det vestlige Danmark med plads til ca. 50 studerende årligt. Der afsættes ca. 113 mio. over de næste fire år.

Kamp mod hvidvask

  • Bagmandpolitiet (SØIK) får tilført ca. 30 årsværk til indsatsen mod hvidvask, svarende til omkring en fordobling af den eksisterende indsats på hvidvaskområdet.

Homoseksuelle mænd får lov til at donere blod

  • Mænd, der har sex med mænd skal kunne donere blod efter en fire-måneders karantæneperiode. Der afsættes i alt 11,7 mio. kr.
  • Samtidig tilbydes drenge gratis HPV-vaccination på linje med piger

Penge til sundhedsreform

  • I 2019 vil regeringen præsentere sin længe ventede sundhedsreform. Med finanslovens afsættes en reserve på 120,5 mio. kr. i 2019 og omkring 138,5 mio. kr. i årene 2020, 2021 og 2022. Blandt andet skal samarbejdet mellem de snart fire akutlægehelikoptere og forsvarets redningshelikoptere styrkes.
  • Der afsættes i det hele taget penge til en lang række initiativer på sundhedsområdet. Blandt andet til bedre ældrepleje og hjælp til patienter i psykiatrien og kvinder med fødselsdrepressioner.

Flere pædagoger

  • Der afsættes 43 mio. kr. i 2019 og 239 mio. kr. årligt i perioden 2020-2022 til flere og dygtigere pædagoger og pædagogiske assistenter.

Større fribeløb til SU-modtagere

  • SU-modtagere får større frihed til at arbejde ved siden af studierne uden at de risikerer at blive trukket i SU. For elever på ungdomsuddannelser stiger fribeløbet fra 7.749 kr. til 8.749 kr. pr. måned. Og for studerende på videregående uddannelser fra a 12.222 kr. pr. måned til 13.222 kr. pr. måned. Ændringen skal vedtages i SU-forligskredsen i Folketinget.

Lavere afgifter

  • Cirka 500 mio. kr. årligt sættes af til lavere afgifter og bedre forhold for erhvervslivet. Det gør det ifølge regeringen og Dansk Folkeparti lettere at drive firmaer i Danmark.
  • Afgifterne på øl og vin sænkes for at mindske grænsehandlen.

Cirkuselefanter

  • Elefanter og andre vilde cirkusdyr får 7 mio. kr., så de er sikret en god pensionisttilværelse her i Danmark.

Finanslovsaftalen kan læses i fuld længde via links på Finansministeriets hjemmeside.