Partier kritiserer Venstres reklamer om hurtige lægehelikoptere: »Løkke pynter sig med lånte fjer«
Socialdemokratiet og Dansk Folkepartier langer ud efter Venstres seneste reklamekampagne om hurtigere ambulancehelikoptere. »Det holder ikke vand - og det klæder ikke dansk politik,« lyder kritikken fra S.
Venstres seneste reklamekampagne med det gentagne slogan: »Det er velfærd« er under skarp beskydning af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Partierne mener, at Venstre: »pynter sig med lånte fjer«, når det i sin kampagne skilter med at have bidraget til flere 240 km/t-flyvende akutlægehelikoptere.
»Det var jo Dansk Folkeparti, der fik helikopterordningen med på finansloven. Og det er trist, at det i de her reklamer virker som om, at det kun er Venstres indsats. Det fordrer ikke til godt samarbejde, når man tager æren for andres fortjenester,« lyder det fra Lisselott Blixt, Dansk Folkepartis sundhedsordfører og fortsætter:
»Man kan godt mærke, at det er valgkamp. Men det er trist, at det skal være sådan, for det gør, at der bliver politikerlede mellem borgerne, når de skal diskutere, hvem der har gjort hvad. Det forplumrer det hele, og det sømmer sig ikke for en statsminister,« siger hun.
Første gang, jeg så annoncen, tænkte jeg: ’For pokker, Lars Løkke, er der ikke nogen, der har researchet for dig? For det her har du virkelig ikke store aktier i.’Socialdemokratiet sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen
S: »For pokker, Lars Løkke«
Socialdemokratiet bakker op om kritikken.
Flemming Møller Mortensen, partiets sundhedsordfører, mener, at både Statsministeriet og Venstre bør erkende helikopterreklamen som: »en brøler«.
»Jeg mener virkelig, at det er at pynte sig med lånte fjer. Det er ikke normalt selv i valgkampe og reklamer, at man oversælger på den her måde. Det klæder ikke dansk politik. Og det klæder ikke en statsministerkandidat, at man indrykker så store annoncer i landets dagblade med noget, der ikke holder vand,« siger han.
I sin kritik påpeger Flemming Møller Mortensen, at det var under rød regering, at pengene til den nationale ordning med de tre nuværende ambulancehelikoptere med base i Skive, Billund og Ringsted blev fundet på finansloven i 2013 i en aftale mellem den S-ledede SSFR-regering og Enhedslisten.
Under S-ledelse blev ambulancehelikopterne først tildelt 72 mio. kr. i 2012 til forlængelse af den oprindelige forsøgsordning. Efterfølgende fulgte yderligere 41 mio. kr. til fast etablering, hvorefter en årlig tilførsel af 126 mio. kr. blev afsat i 2013.
Flemming Møller Mortensen anerkender dog også, at Venstre var med til at afsætte 60 mio. kr. på Finansloven i 2009 til 13 måneders forsøgsordning med ambulancehelikopterne i Karup fra 2011 til 2012.
Når man har været i politik længe nok, så er man vant til hvad som helst. Jeg stoler ikke på nogen - og slet ikke andre politikere, men det her er at gå et skridt for langt.Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Brixt
»Men grunden til, at det overhovedet er blevet nødvendigt med akutlægehelikoptere, er fordi Lars Løkke med kommunalreformen lavede en voldsom centralisering af sygehusdriften, som gjorde, at rigtig mange danskere i provinsen fik langt til sygehusen,« tilføjer han.
Venstre afviser kritikken
Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, mener ikke, at der er noget galt med Venstres kampagne.
»Vi siger ikke med annoncen, at det kun er Venstres fortjeneste, at vi har fået en fjerde akutlægehelikopter i Nordjylland. Ingen partier har 90 mandater, så vi deler selvfølgelig gerne æren for gode resultater med de andre partier, som er en del af aftalen,« udtaler hun i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.
Hun henviser her til Venstres medfinansiering af Dansk Folkepartis krav til finansloven 2018 om en fjerde akutlægehelikopter for 45 mio. kr. årligt fra 2019.
»Og jeg er ikke enig i, at vores annonce skader politikeres troværdighed. Der er intet usandt i denne annonce. I Venstre glæder vi os over, at vi har bidraget til at skabe vigtige resultater for borgerne - også på akutområdet,« siger hun.
Jane Heitmann har afvist at svare på uddybende spørgsmål og stille op til interview, men i et opslag på det sociale medie Twitter kommenterer Statsministeren på kritikken:
»Nej, jeg har ikke opfundet helikopteren. Ej heller hjulet. Men har haft ministeransvar i 13 ud af de sidste 17 år, hvor hjulene snurrer så meget bedre, at vi nu bruger 75 mia. mere på velfærd end i 2001. Vi tager ikke hele æren, men vil heller ikke fralægge os ansvaret,« skriver han.