Annonce
Politik

Mette Bock klar til at udskyde FM-båndets død

Regeringen har lyttet til kritikken og vil alligevel ikke slukke for FM-radioen senest i 2021, oplyser kulturministeren.

Mette Bock ville egentlig lægge FM-radioen i graven senest i 2021, men det kan nu blive udskudt. Foto: Niels Ahlmann Olesen//Ritzau Scanpix

Danskerne vil formentlig stadig efter år 2021 kunne høre radio på det klassiske FM-bånd, og dermed også bruge deres nuværende bilradioer til at få trafikmeldinger om ulykker og køer.

Kulturminister Mette Bock (LA) meddeler på et samråd mandag, at regeringen er klar til at udskyde den ellers planlagte lukning af FM-båndet til år 2023. Planen var ellers, at FM-signalet skulle slukkes senest i 2021, men der er brug for at give danskerne længere tid til at omstille sig, lyder det nu:

»Forslaget (om at lukke FM-signalet, red.) har givet anledning til en del debat, og den har vi naturligvis lyttet til,« siger Mette Bock.

»Jeg kan derfor sige, at allerede på nuværende tidspunkt er jeg indstillet på at udskyde tidspunktet for det seneste FM-sluk til 2023.«

»Jeg vil også gerne drøfte andre muligheder,« lyder det fra ministeren.

Socialdemokrater frygter trafikalt ragnarok ved FM-lukning

Kritikken er blandt andet kommet fra Socialdemokratiet, som har udtrykt bekymring over planen om at slukke for FM-signalet. I dag kører langt de fleste biler i Danmark nemlig rundt med klassiske FM-radioer, og de skal altså udskiftes, for at kunne høre radio i bilen fremover - med mindre man tager en smartphone eller andre remedier i brug.

Transportordfører Rasmus Prehn (S) frygter, at det manglende FM-signal vil gå ud over trafiksikkerheden. Han peger på, at mange bilister bruger bilradioen til at få trafikmeldinger, når der sker ulykker, opstår køer eller når en akut ambulanceudrykning skal hurtigt frem.

»Vi kan se en potentiel fare i, hvis der for eksempel er en trafikulykke, hvor en hel række bilister i dag ville få meldingen om, at der er kø over deres bilradio, og så de ville køre en anden vej - men fremover vil de køre lige lukt ned i køen.«

»Det kan vi være dybt bekymrede for,« sagde Rasmus Prehn på samrådet.

Mette Bock kaldte problemstillingen »fuldstændig relevant« og et emne, der skal belyses.

Regeringens ønske med at slukke for FM-båndet er at fremskynde overgangen til digital radio (DAB) og skabe grundlag for, at borgerne får »et større radioudbud med nyskabende indhold, formater og tjenester leveret af private aktører.« Derfor foreslog man, at FM-radioen skulle slukkes to år efter, at 50 pct. af danskernes radiolytning var blevet digital, dog senest i 2021.

I stedet for FM skal danskerne over på DAB+. Men langt de fleste biler kører i dag rundt med det gamle radioudstyr, og selv ikke nye biler bliver nødvendigvis leveret med DAB-radioer, viser en undersøgelse fra brancheorganisationen Danske Bilimportører.

For de fleste bilmærkers vedkommende er det under halvdelen af modellerne - fra 1 til 40 procent - der leveres med den nye teknologi installeret.

Regeringens medieudspil kan sende milliardregning til bilister

Bilisternes interesseorganisation, FDM, har vurderet, at regeringens medieudspil kan betyde en milliardregning til bilisterne.

Ifølge en undersøgelse, som regeringen henviser til, koster det mellem ca. 2.500 kr. og 6.000 kr. at få installeret en ny DAB-radio i bilen, og selvom der findes billigere løsninger med for eksempel en adapter til den eksisterende radio, så er det prisen, man som forbruger må betale, for at følge med den teknologske udvikling, argumenterer Mette Bock.

Hun henviser til, at man kan få adgang til flere radiokanaler med en digital radio.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Magasin kan blive solgt

Ejeren af den danske varehuskæde Magasin, britiske Debenhams, overvejer at skille sig af med kæden. Finans
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Fodbold uden dommerfejl er ikke fodbold

Jens-Kristian Lütken
Magien forsvinder fra fodbold, hvis den skal være ren og retfærdig
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her