Endnu en forperson i Alternativet stopper efter få år: ”Det har været et meget intenst arbejde”
Nilas Bay-Foged trækker sig som forperson for Alternativets hovedbestyrelse.
Forperson for Alternativets hovedbestyrelse trækker sig - som andre før ham - efter to år på posten.
Det fortæller han forud for partiets landsmøde i Odense, hvor der nu skal vælges en ny forperson:
»Når man sidder som forperson, er der meget, der kommer forbi ens bord. Det har været et meget intenst arbejde de sidste to år,« siger den nu afgående forperson Nilas Bay-Foged.
Alternativet har det sidste år skulle håndtere en rækker sager om blandt andet kritik for topstyring, ansatte i partiet på Christiansborg, der følte sig krænkede af en upassende ”festkultur” og en økonomisk pengedonation fra et skattely land.
Nilas Bay-Foged har i flere af sagerne stået i spidsen for håndteringen og understreger samtidig, at han ikke er færdig med at arbejde for Alternativet:
»Jeg stiller stadig op til hovedbestyrelsen, bare ikke som forperson. Jeg vil meget gerne dykke mere ned i selve politikudvikling og det kommende store, internationale arbejde. Der vil jeg gerne have fingrene mere nede i materien,« siger han.
Stor udskiftning
Siden Alternativets stiftelse i 2013 har flere forpersoner trukket sig efter kun få år på posten. Det er blandt sket efter sager om intern uenighed om partiets arbejde.
Tidligere forperson Maj Baltzarsen blev valgt i efteråret 2015 og fratrådte knap halvandet år senere.
Forinden havde Helle Engelbrechtsen ligeledes trukket sig som forperson efter knap to år.
Nilas Bay-Foged mener, at ”det er meget naturligt i Alternativet, at man ikke klistrer til taburetterne”:
»Der har jo generelt i hovedbestyrelsen været meget udskiftning. Det har været et arbejdspres at få en ny organisation op at køre, og nu kan det jo være, at vi får nogen, der kommer til at sidde endnu længere.«
Hovedbestyrelsen er hvert andet år på valg på partiets landsmøde og består i dag af 8 personer. Den er ansvarlig for ”udvikling af Alternativet som 4.sektor-organisation herunder partiet.”
Nilas Bay-Foged tiltrådte i januar 2017. På partiets landsmøde søndag skal der igen findes en ny forperson.