Landets yngste borgmester vil i praktik i sin kommune
Christina Krzyrosiak Hansen har planer om at gribe borgmesterposten anderledes an i Holbæk.
Den 25-årige socialdemokrat Christina Krzyrosiak Hansen har tænkt sig at håndtere jobbet som borgmester på sin helt egen facon.
Når hun onsdag efter alt at dømme får byrådets endelige godkendelse, overtager hun som den yngste kandidat efter nytår borgmesterposten i Holbæk, og kommunens borgere kan se frem til en særligt »nærværende« borgmester, som hun netop lovede under sin valgkamp.
Hver anden uge de næste fire år vil Christina Krzyrosiak Hansen besøge en virksomhed eller institution i kommunen for hele tiden at være ajour med, hvilke udfordringer kommunens medarbejdere står over for.
Det udtalte hun fredag ifølge DR i P1-programmet Ugens Gæst.
»Jeg skal ud i reel praktik. Ikke bare sådan nogle dronningebesøg, hvor jeg går ud og hilser og smiler pænt. Jeg skal skifte bleer i vuggestuen og se, hvordan hverdagen er,« siger hun i programmet og tilføjer:
»Jeg må være ærlig at sige, at det ikke er altid, at vi har vidst i byrådssalen, hvad der foregår i kommunen. Og det er man nødt til at tage alvorligt. Det er min øverste opgave at få styr på det.«
Udover de jævnlige besøg hos kommunens institutioner og virksomheder vil hun en gang om måneden flytte borgmesterkontoret væk fra rådhuset og ud på eksempelvis en skole eller et plejehjem.
Socialdemokraten tyr til disse alternative tiltag dels for at overholde sit valgløfte om at være nærværende og dels for at samle noget af den erfaring, som hun qua sin alder naturligt ikke har, skriver DR.