Fortsæt til indhold
Politik

Konstitueringsaftale i Region Sjælland kan kollapse: DF er gået - Enhedslisten smidt ud

Dansk Folkeparti har forladt aftalen efter »kradse bemærkninger fra Enhedslisten«.

Dansk Folkeparti har tirsdag besluttet sig for at forlade konstitueringsaftalen for det nyvalgte regionsråd i Region Sjælland.

Det bekræfter spidskandidat og politisk ordfører Peter Jacobsen (DF) over for TV Øst. Han forklarer, at det er nogle »kradse bemærkninger fra Enhedslisten«, som har gjort partiet usikker på, hvad man var ved at gå ind til.

Samtidig skriver DR, at Enhedslisten er blevet smidt ud af konstitueringsaftalen af Socialdemokratiet, fordi man har meldt standpunkter ud, som den kommende regionsrådsformand, Heino Knudsen (S), mener, er i strid med aftalen.

»Et samarbejde forudsætter, at man er loyal mod de aftaler, der er indgået. Derfor kan vi ikke længere se Enhedslisten som en del af konstitueringsaftalen,« siger Heino Knudsen til DR.

Til TV Øst siger han, at han tror på, at Dansk Folkeparti kommer tilbage. Dansk Folkeparti fik seks mandater til regionsrådet, mens Socialdemokratiet har 14, Enhedslisten 3 og Liberal Alliance et enkelt. Heino Knudsen (S) havde samlet flertal til at overtage pladsen som regionsrådsformand efter Venstre, mens Peter Jacobsen skulle fortsætte som 1. næstformand.

Dansk Folkepartis seneste træk skal ikke nødvendigvis opfattes som om, at partiet skifter side i regionsrådet, lyder det fra Peter Jacobsen.

»Umiddelbart så tænker jeg, at vi vælger at stå udenfor aftaler. På et tidspunkt skal vi vælge, hvem vi vil stemme på som regionsrådsformand. Det vil vi bruge nogle dage på at tænke over - men lige nu vil vi stå frit,« siger regionsrådspolitikeren til TV Øst.

Enhedslistens Ursula Dietrich-Pedersen har over for mediet VD Online udtrykt krav om, at patienterne på regionens sygehuse får mulighed for at få serveret halalslagtet kød, hvis de af religiøse årsager ikke kan spise maden. Partiet ønsker også informationsmateriale på arabisk på Sjællands sygehuse.

Dansk Folkepari har ganske modsat advokeret for, at halalslagtet kød helt skal forbydes - bl.a. i Odsherred Kommune. Allerede tirsdag formiddag udtalte Peter Jacobsen, at enten Enhedslisten eller Dansk Folkeparti måtte gå, hvis Enhedslisten skulle finde på at stille disse krav, og nu står begge partier altså uden for aftalen.

Enhedslistens gruppeformand, Bruno Jerup, har efter artiklen hos VD Online afvist, at det var et krav, man ville have skrevet ind i konstitueringsaftalen, som den er nedskrevet nu.

»Dansk Folkepartis regionsrådsgruppe har i dag på et gruppemøde besluttet at forlade konstitueringsaftalen på baggrund af Enhedslisten udtalelser omkring halalkød på sygehuse, information på arabisk, genopåbning af råstofplanen samt deres holdning til tværforbindelsen og motorvejen til Kalundborg,« har Peter Jacobsen efterfølgende sagt i en pressemeddelelse ifølge Sjællandske Medier.