Bykongen i Odense takker af efter 24 år
For første gang i 24 år var socialdemokraten Anker Boye ikke at finde på stemmesedlen i Odense.
Han har i en generation siddet med ved bordet, når beslutningerne om Odenses fremtid skulle træffes, men nu er det slut.
Efter 24 år i byrådet og 13 år i Folketinget takker socialdemokraten Anker Boye af.
»Med 37 år i streg som folkevalgt har jeg gjort min borgerpligt. Tiden var inde, og det føles rigtigt at stoppe nu,« siger han.
Den erfarne politiker har været opstillet som borgmester i landets tredjestørste by seks gange – og vundet de fem, men ved gårsdagens valg var han helt afklaret med en rolle i kulissen.
»Jeg var forud for valget spændt på, om savsmuldet i manegen trak i mig, men jeg har ikke savnet at være i spidsen for en valgkamp. Jeg har været afklaret med min situation, da mit farvel til politik blev taget i januar, hvor Peter Rahbæk Juel overtog stafetten,« siger den 67-årige socialdemokrat.
Anker Boye var på valgnatten stolt. Ikke kun over det kanonvalg hans arvetager Peter Rahbæk Juel og partiet havde fået, men også over den by han har givet videre.
»Min borgerpligt er overstået. Odense er i vækst og udvikling, og der skabes arbejdspladser. Den transformation, som sker, glæder mig. Den har givet mange debatter og fyldte meget i den forrige valgkamp, men hele vejen igennem stod jeg på mål for den. Og nu har borgerne igen belønnet partiet for den politik, vi har ført,« siger han og ser tilbage på en lang politisk karriere med både op og nedture.
»Jeg glæder mig over at have haft ansvaret for en by med mange udfordringer og have været med til at løse flere af dem gennem et bredt samarbejde i byrådet. Jeg står og kigger tilbage på mine 24 år i odenseansk politik som en meget tilfreds forhenværende borgmester. Selvfølgelig er jeg faldet over et par småsten undervejs. Jeg havde meget gerne været foruden sagen om dataforbrug på en mobil i Tyrkiet. Den gjorde ondt på det personlige plan,« fortæller Anker Boye.
Socialdemokratiet fik 41,8 pct. af stemmerne ved tirsdagens kommunalvalg i Odense og gik frem med fire mandater, mens Venstre tabte to. Byens borgere viste også en stor personlig opbakning til Anker Boyes afløser Peter Rahbæk Juel.
Han fik 28.425 personlige stemmer, mens hans direkte modstander Jane Jegind fra Venstre fik 8.061. De to spidskandidater havde flere heftige debatter under valgkampen, og derfor ville Anker Boye også gerne give sine to kollegaer et godt råd efter mange år på den politiske scene.
»Valgkampens fjendtlighed skal lægges bag dem. De skal finde hinanden, og begge respekterer, at borgerne har talt. Det bedste for Odense er samarbejde, hvor der tages hensyn til både fler- og mindretallet,« siger Anker Boye.
Selv skal Anker Boye for nu at bruge hans egne ord ”begynde et nyt liv” med mere plads til familien heriblandt hustruen Lykke.
»Det bliver et liv i et andet gear. Jeg er meget mere hjemme end tidligere og har fundet ud af, at min kone går og leger borgmester derhjemme. Hun vil bestemme, så jeg har en kamp om at blive rådmand i mit hjem og få lidt medbestemmelse,« siger han med et glimt i øjet.