Fortsæt til indhold
Politik

Randers: Ny borgmester: »Jeg er super stolt«

Torben Hansen (S) skal være ny borgmester og arbejde sammen med Venstre.

En lettet stemning er faldet over Laksetorvet i Randers, efter resultatet af aftenens valg er fundet. Klapsalver og lykønskninger fyldte lokalet, efter den nye borgmester blev annonceret, og det var en glødende Torben Hansen (S), som hilste på sine tilhængere, inden han gik ovenpå og fortsatte de sidste forhandlinger.

»Jeg er super stolt over alle de frivillige, som har været aktive og ude at kæmpe på gader og stræder,« siger Torben Hansen (S).

Claus Omann Jensen virker afklaret med resultatet på trods af, at Venstre ikke længere er det største parti og heller ikke sidder på borgmesterposten.

»Det er tydeligt, at Socialdemokatiet har fået et godt valg, og jeg har hele tiden sagt, at det største parti skulle have borgmesterposten, så derfor er jeg ret afklaret,« siger Claus Omann Jensen, som er tilfreds med samarbejdet mellem partierne.

Foto: Benjamin Nørskov.

»Jeg er lidt ærgerlig over, at vi er gået to mandater tilbage siden valget for fire år siden, men jeg er glad på Randers' vegne og for, at det brede forlig bæres igennem,« siger Claus Omann Jensen, som nu overlader stolen til sin socialdemokratiske kollega.

Sammenlignet med sidste valg, gik forhandlingerne mildest talt roligt for sig.

Forhandlingerne foregik på anden sal i administrationsbygningen, som var spækket med spænding. Men inden klokken blev 01:00 trådte Torben Hansen (S) og Claus Omann Jensen (V) ned ad trapperne og kunne fortælle, at der var fundet en ny borgmester med en bred konstituering bag sig, nemlig de to største partier, Socialdemokratiet og Venstre.

Ved valget i 2013 tog det politikerne hele natten at forhandle frem og tilbage, før der kunne opnås enighed. I modsætning til aftenens valg blev den nye borgmester nemlig først præsenteret ud på de tidlige morgentimer ved sidste valg.

Men Torben Hansen (S) afviser, at konstitueringen med Venstre har været planlagt på forhånd og fortæller samtidig, at han håber på at opnå et endnu bredere forlig i de følgende forhandlinger, hvor udvalgsposter, politiske områder osv. skal fastlægges.

Foto: Benjamin Nørskov.

Claus Omann Jensen erkender, at problematikken omkring skolestrukturen har været »et svært slag« for Venstre i løbet af den sidste periode, hvilket kan have været medvirkende til, at Socialdemokratiet er blevet større.

»Og så har Torbens kampagne måske appelleret bedre til vælgerne, som har ønsket ham for bordenden. Men jeg synes, at vi har lykkedes med rigtig mange ting som de 8000 nye arbejdspladser, og så er børneområdet blevet prioriteret med 12 mio. ekstra. Men vi har nok ikke været gode nok til at kommunikere de resultater ud til vælgerne,« siger han og afviser en bekymring over et kommende samarbejde med et rødt parti.

Foto: Benjamin Nørskov.

Claus Omann Jensen skal nu ikke længere arbejde fuldtid som politiker og overvejer om erhvervslivet igen skal have fat i ham.