Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokratiets spidskandidat genvandt borgmesterposten

Blå blok blev den store taber i Odense.

ODENSE

Valgkampen i Odense har været intens, og tonen særdeles skarp, men på selve valgaftenen blev der aldrig spænding om resultatet.

Og var der nogen, der før valget havde sat spørgsmålstegn ved, om den nuværende borgmester Peter Rahbæk Juel (S) kunne løfte arven efter Odenses mangeårige borgmester Anker Boye (S), blev denne overvejelse gjort til skamme.

For valgets helt store vindere i landets tredjestørste by blev Socialdemokratiet, hvor 42,1 pct. af borgerne satte krydset ud for liste-A på stemmesedlen. Ved valget i 2013 fik partiet 28,1 pct. af stemmerne.

Med den store socialdemokratiske fremgang var det røde flertallet aldrig i fare, men at partiet skulle vokse så meget havde Peter Rahbæk Juel ikke turde drømme om.

»Det her resultat overgår alle forventninger,« siger han ved ankomsten til rådhuset.

Med opbakning fra sit valgforbund bestående af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet kan Peter Rahbæk Juel med alt sandsynlighed også iføre sig borgmesterkæden efter nytår, men selv vil han ikke kalde sig borgmester endnu.

»Det kan jeg jo først, når byrådet har haft sit konstituerende møde, men der er jo et godt udgangspunkt i aften,« siger socialdemokraten.

Samlet fik rødblok 61,3 pct. af stemmerne, mens blåblok fik 37,1 pct. Det giver en mandatfordeling på 18-11 i rødt favør. Før tirsdagens valg var fordelingen 15-14 med rødt flertal

Valgresultatet gav ikke mange smil i den blå-lejr, som samlet har mistet tre mandater i byrådet.

»Vi må konstatere, at borgerne i Odense gerne vil betale mere i skat,« lød det fra Venstres spidskandidat Jane Jegind, da det endelige resultat var tikket ind.

Og netop skattepolitikken har været valgkampens altoverskyggende emne i Odense, hvor valget blev betegnet som et valg mellem skattestigninger eller ej.

Trods et samlet nederlag til blåblok, var der dog lidt glæde at spore hos den konservative spidskandidat Søren Windell. Hans parti bevarede dets tre mandater.

De tabte mandater er at finde ved Dansk Folkeparti og Venstre, der mistede henholdsvis en og to pladser i byrådet.

Nu venter forhandlingerne om rådmandsposter, som kan blive interessant. For med det store flertallet til rødblok er både SF og Enhedslisten i spil til en af de tungere poster.