Fortsæt til indhold
Politik

Støjberg blev eskorteret væk fra besøg på udrejsecenter

En person på centret kom ifølge politiet til skade under episoden.

Ritzau/Rome

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev fredag eftermiddag eskorteret væk af sine livvagter i forbindelse med et besøg på Udrejsecenter Sjælsmark.

Det bekræfter Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi.

- Inger Støjberg havde et aftalt besøg på udrejsecenteret, og under besøget opstod der tumult. En beboer kom meget tæt på ministeren, og det fik sikkerhedsfolk fra PET til at vurdere, at hun skulle væk.

- Hun blev ført ned i ministerbilen, og da de skulle til at køre, var der to beboere, der forsøgte at hægte sig på bilen, siger Henriette Døssing.

De to lagde sig på kølerhjelmen. En politibetjent fra Nordsjællands Politi fik fjernet de to, så ministeren kunne køre væk.

Henriette Døssing understreger, at Støjberg ikke er kommet noget til.

Det skete omkring klokken 13.30 fredag.

Ifølge Politiken, der havde en journalist på stedet, ønskede flere beboere tilsyneladende at overfalde ministeren.

En gruppe på knap 40 mennesker forsøgte at komme frem til Støjberg, men hun nåede altså at slippe væk.

Støjberg kommenterer selv episoden i et opslag på Facebook, hvor hun blandt andet skriver:

- Efter vi havde talt med en familie, der er afviste asylansøgere og som skal udsendes af Danmark, kom vi udenfor hvor omkring 40 mennesker havde samlet sig. Her udviklede situationen sig voldsomt, da gruppen blev meget ophidset. Det hele endte med, at jeg blev evakueret ud af centret.

- Jeg vil gerne sige både livvagter og ministerchaufføren en meget stor tak for indsatsen. Uden jer kunne det være endt helt anderledes galt.

Støjberg var sammen med Johanne Schmidt-Nielsen (EL) på besøg hos en familie i centeret, da tingene tog fart.

Ifølge Politiken begyndte der hurtigt at brede sig uro i lejren, og der opstod en forestilling om, at netop den familie ville blive sikret opholdstilladelse, fordi den havde fået ministerbesøg.

Det var, da Inger Støjberg trådte ud af hjemmet, at de cirka 40 beboere stimlede sammen på stedet. Mange var vrede og ophidsede og flokkedes om ministerbilen.

Inden bilen kørte fra stedet, prøvede nogle af beboerne ifølge Nordsjællands Politi at hægte sig på. De blev fjernet af politiet, hvorefter ministerbilen kørte ud fra Center Sjælsmark. Politiet oplyser, at en person på stedet er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, som for øjeblikket undersøges nærmere.

Episoden har fået folketingets formand, Pia Kjærsgaard, til tastaturet.

»Hvad er det for en opførsel? Det er totalt uacceptabelt! Jeg er så gal!« skriver hun.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156125913949384&id=33510214383

Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har også reageret på sagen på Facebook.

»For at sige det meget mildt: Nok en rigtig beslutning, at de skal udvises af Danmark,« skriver han.

https://www.facebook.com/larsloekke/posts/10155767558903788